Så for søren, så er det vist blevet tid til at få skrevet lidt blog, det er jo ved at være et stykke tid siden jeg har fået skrevet sidst. Nå lad mig nu se.. vi er netop lige vendt hjem fra en 7 dages lang tur op i Nord Ghana og sluttede af nede omkring Kumasi inden vi vendte næsen hjem mod Accra. Bortset fra de mange mange timers køretur og en nu ikke- eksisterende røv, så var det en rigtig dejlig tur:). Anthony havde arrangeret et fantastisk program, som blandt andet omhandlede Monkey Villages hvor aberne rendte frit rundt mellem os hvor vi boede, kanotur, Mole National Park, hiking ( safaritur til fods), besøg til små landsbyer,samt museumsbesøg hvor man virkelig fik en god baggrundsviden om Ghana.
Jeg vil sige at det mest spændende på turen tog sted på Mole National Park, som var det sted vi tilbragte det meste af vores tur. For vi blev nemlig jagtet af en fuldvoksen 40-årig aggressiv hanelefant. Der mærkede man et kort øjeblik at man var i live.. puh blev lidt bange:) Da vi havde stået og gloet på den i et stykke tid fik elefanten øje på os og begyndte at bevæge sig hen imod os.Tur guiderne begyndte sådan lidt afslappet at sige: "Run". 2 sek senere.. "Okay you run".. 1 sek senere.. "RUUUUUUUN!!!" og trak deres gevær mens de løb. Hehe.. var sgu en lidt vild oplevelse. Men bortset fra det var det helt fantastisk at se så flot et dyr i sit eget miljø.
Undervejs stødte vi også på et par store bavianer, som havde en tendens til at komme op og stjæle folks mad mens man sad og spiste på restauranten.. hehe.. dem havde Jeanet og Trine fornøjelsen af.
På vej mod Kumasi skulle vi besøge en lille landsby som var i besiddelse af den ældste moske i Ghana. Tur guiden mente vi skulle have en lille rundvisning rundt i landsbyen, hvilket blandt andet bestod af at man skulle stå i indbyggernes private hjem og baggårde, som for mig var meget grænseoverskridende. Dette var folks hjem og liv vi stod midt i, og synes det var enormt udstillende, og på ingen måde værdigt overfor dem som boede der. Det var faktisk ret ubehageligt.
Vi fik lov til at kigge ind i en lille hytte som var lavet af vand, lort og ler, og hvor taget kun lige blev holdt oppe af et par træpæle. Altså, det er vildt imponerende at de kan leve af så få midler, og stadig have det største smil på og være så utrolig imødekommende overfor fremmede, som står og glor på deres.. ja måde at leve på. Og så står man der med en flaske vand som koster mere end hvad de tjener på en dag.
I en af hytterne lod jeg mærke til en sætning som var skrevet ind over dørkarmen, og som bare var så korrekt: " Enter with peace - go out with love". Sætningen passede utrolig godt til besøget, og er meget tankevækkende.
Efter besøget kunne jeg ikke rigtig slippe følelsen af være flov, ja faktisk så gik jeg og skammede mig. Skammede mig over alle de ting som jeg har derhjemme..og alle de småting man brokker sig over, fordi tingene ikke lige går som man vil have det, og her sidder de og kæmper for at holde sammen på deres liv, med ingen midler. Hvem har egentlig brug for fladskærm, iphone osv.. det er jo forfærdeligt. Jeg havde allermest lyst til at ligge alt hvad jeg havde af penge på mig til dem, men det ville jo ikke tilnærmelsesvis hjælpe dem. Vi har ingen ide om hvor godt vi har det i lille Danmark. Jeg ved det nu!.
Dagen efter turen stod den på arbejde på CAS. Dagen bestod af International Street Childrens Day. Den hollandske studerende, Trine M, Trine F og jeg brugte hele ugen inden vores 7 dages tur på at lave et stort slags Ludo spil hvorpå der var forskellige slags opgaver man skulle løse. Vi lavede fine kort med opgaver og udfordringer som havde relation til CAS, og lavede alle reglerne for spillet.
Så kom dagen hvor dette spil skulle finde sted.. sikke en børnehave! Vi møder op kl 9, og det første vi får af vide er, at vi har intet personale til rådighed. Nå... på med vanten og vi går i gang. Trine M og jeg var ved at få et føl op til flere gange da det viser sig (som vi lidt havde forudset) at de voksne/personalet er 30 gange værre end børn eftersom de skulle deltage i legen. De råbte og skreg når der var noget som de ikke forstod, blandede sig i vores opgaver, papirer og havde ingen tålmodighed Til sidste måtte trine og jeg virkelig trampe i gulvet og tale med store ord på bedste pædagogisk vis selvfølgelig:) at det var os som styrede spillet og at de måtte have tålmodighed for vi kunne kun have en gruppe af gangen. og der var ingen grund til at hidse sig op. Nogle af de ansatte blev virkelig sure, og lukkede af for alt kommunikation.
Apropos kommunikation syntes jeg ikke at kommunikationen er blevet bedre på CAS, vi får stadig intet af vide om hvad der foregår, meget kommunikation foregår stadig på Twi, selvom man beder dem om at tale engelsk. Og minder dem om reglen 80% engelsk og 20% Twi. Derudover er det enormt ekskluderende at rende rundt og arrangere nogle fordrag og aktiviteter, som man forventer man skal udføre og derfor forbereder sig, og faktisk glæder sig til at vise dem, og pludselig bliver man bare overruled og tilsidesat fordi så skal personalet lige noget andet og alt undervisning er aflyst. Uden varsel!!! Og det er efterhånden set par gange nu, og jeg er begyndt at blive godt og grundig frustreret.
-Rie
