Så nåede vi til den uge hvor vi fik lov til at overtage undervisningen på CAS. Først troede vi lige at det faktisk var lykkedes os, at brage igennem den mur som vi konstant har løbet panden imod. Men nej.. selvom vi havde spurgt om lov til at bruge en uge, afleveret et fuldt udfyldt programoversigt med dato og klokkeslet osv.. så havde de alligevel glemt os og vi blev skubbet til side, og stod mandag morgen med håret i postkassen. Der stod vi så endnu en gang og var skuffet og opgivende. Følelsen af ikke at blive taget seriøst og ekskluderet er sgu træls!
Nå, men vores stædighed tittede så lidt frem og vi gik til de ansvarlige og vi fik lov til at starte vores tema senere samme dag. Hele temaet handlede om at børnene skulle vise os hvad det vil sige at være gadebørn, så vi fik den fulde forståelse. Vi startede ud med at ville lave et digt med børnenes egne ord, så vi stillede børnene en masse spørgsmål relateret til deres liv på gaden. Jeg blev virkelig overrasket over hvor åbne de var overfor alt det de har været igennem, for det er på ingen måde småting. Og jeg blev utrolig berørt over deres historier. Hold op, hvor har vi det dog godt i lille Danmark.
Dagen efter valgte vi at skrive mange af de nøgleord børnene havde sagt op på en tavle, og bad dem om at skrive sætninger hvor disse ord skulle optræde. Jeg var dybt imponeret over hvor gode børnene var til at samarbejde, og de tog det virkelig seriøst. Grupperne fik skrevet nogle sindssyge gode sætninger, som gik lige i hjertet, Derefter udvalgte vi særlige sætninger som vi satte sammen til et digt.. Digtet kommer til at hænge på CAS´ vægge så alle børnene kan sige at de har været med til at skrive det.
Senere på ugen stod Trine M for at udføre nogle UMD. lege.. vi havde alle tre aftalt at der både skulle være de sjove lege, men også lege med mening, såsom: Du er ikke alene-leg, hvor det handler om at vise, at der er måske andre som kan have været eller gået igennem det samme som en selv.. så man er ikke alene.
Vi har også fuldført vores ramme-projekt, som nu fint hænger på CAS. Alle børnenes billeder hænger nu på CAS´ vægge, og både personale og børn stopper flere gange dagligt foran rammerne for at finde billeder af sig selv og deres venner. Det er ret sjovt at observere.
Det sidste stykke tid er der kommet mange nye ansigter og forskellige aldersgrupper på CAS. I lang tid har der været de lidt ældre børn, men nu er der begyndt at komme små børn, og det er rart at se.
Men det betyder også at, der er mange af de børn vi kendte som er kommet på Hopeland, hvilket jo kun er godt, for så er de måske på vej mod en lysere fremtid.. men det stiller også nogle spørgsmål til de andre børn som er sunket i jorden og ikke vender tilbage.. hvor er de?, hvad laver de?, er de okay? lever de?. I situationer som den sidstenævnte ville gøre det utrolig svært for mig, at arbejde sådan et sted som CAS, den uvidenhed man render rundt med om hvorfor børnene ikke vender tilbage. Tror ikke jeg ville kunne holde det ud.
Men ved at der også er kommet så mange nye børn, viser at man som pædagog sådan et sted skal kunne være hurtig omstillings klar med hensyn til nye sager og nye udfordringer hele tiden, da mange af børnene indeholder nogle livlige personligheder. Men tænker også om man nogensinde kan slippe de børn man ikke ved hvad der er sket med??
-Rie
