Trine F, Trine M og jeg er kommet rigtig godt i gang med vores projekt på CAS. Vi har valgt at lave nogle billeder rammer, som skal indeholder billeder af hvem der arbejder der, hvem som kommer der og hvem som studerer der eller er frivillig. For som fx ny studerende kan man på ingen måde finde ud af hvem der hvem og hvorfor. Men primært er selve projektet til for, at de unge skal kunne have et tilhørsforhold til CAS.. og måske skal kunne sige, at her er jeg velkommen og måske skabe sig en identitet der. Vi har derfor skulle rundt og tage en masse billeder af alle de unge, og mange af dem elsker at få taget deres billeder, de er i hvert fald ret gode til at posere.
Derudover ønsker vi at få gang i et 14 dages tema uge med overskriften: ”Hvem er jeg”, hvor vi ønsker at børnene viser os hvordan det er at være gadebørn, fx via tegning hvor de viser os situationer fra deres liv eller hverdag.. rollespil hvor de viser hændelser.. digtskrivning om at være gadebarn og muligvis lave en rapsang, da mange af de unge er vildt gode til at rappe.
Sidste weekend valgte Trine F og jeg at tage på tur.. HELT
ALENE!!! Det var godt nok noget af en udfordrende tur på vej derud. Vi valgte at
tage af sted lørdag morgen kl. 08.00.. friske og frejdige! Tager ud til den første
Tro Tro station hvor vi jo bare mente at vi skulle ind i en bus og af sted med
os på en 3 timers tur. Meeeeen nej.. så heldige var vi ikke. Vi havde så taget
ud til den forkerte station! Vi forhørte os omkring, og der var en taxamand som
vidste hvor vi skulle hen.. så vi betalte alt for meget for den tur, som
faktisk viste sig at ende på præcis den station som vi er på hver morgen på vej
til arbejde.. Tema station. Flot Rie og
Trine!
Nå så blev vi vist ind i en Tro Tro, af en mand som skulle køre os til Keta.. vi gav manden 10 cedis hver ( ca 40 kr), og manden løb af sted hvor vi så troede at han skulle veksle, for vi skulle kun give 8 cedis. Pludselig efter 20 min siger trine: ”Mon manden kommer tilbage med vores byttepenge?” SÅÅÅÅ havde manden bare stukket af med vores penge, vi troede vi havde betalte for turen, men manden som faktisk kørte Tro Tro’en kendte åbenbart ikke manden. Endnu engang flot Rie og Trine.
Nå men historien ender ikke der.. vi valgte så lige vente 1 time i den Tro Tro før vi besluttede os for, at finde en anden måde at komme til Keta på. En ung fyr skulle samme vej, så vi fulgte bare ham.. hvilket resulterede i at vi skulle præcis samme vej tilbage men af den vildeste omvej.. følte mig lidt tage ved næsen der. Så skulle vi lige vente endnu en time indtil den første Tro Tro var fyldt og kunne komme af sted.. og det skal lige siges at ghanesere er ikke det hurtigste folkefærd i verden. Men af sted kom vi, og det var en dejlig tur.
I torsdags var vi ude og besøge en SOS børneby. det var en rigtig positiv oplevelse, ved ikke hvad jeg havde regnet med eftersom man efterhånden ha oplevet nogle ret sørgelig tilfælde og eksistenser hernede med ringe eller ingen boligforhold, men godt var det ihvertfald. dejlige sunde børn, i fine og lækre omgivelser, samt et passioneret personale. Måtte da lige spidse ørene en ekstra gang, for der var virkelig nogle mennesker på stedet som brændte for deres arbejde, og tænkte da flere gange at dette sted var for godt til at være sandt. Og jeg er ked af at sige det, men dette oplever man absolut ikke på CAS.
Men her er hvad vi fik af vide. SOS børnebyerne er en uafhængig, ikke statslig og social udviklende organisation, som har været aktiv på området for børns behov, bekymringer og rettigheder siden 1949. Herman Gmeiner hed manden som lagde de første grundsten i 1949. Deres aktiviteter i børnebyerne er at fokuserer på oversete og forladte og forældreløse børn, såvel som ugunstigt stillede.
Nå så blev vi vist ind i en Tro Tro, af en mand som skulle køre os til Keta.. vi gav manden 10 cedis hver ( ca 40 kr), og manden løb af sted hvor vi så troede at han skulle veksle, for vi skulle kun give 8 cedis. Pludselig efter 20 min siger trine: ”Mon manden kommer tilbage med vores byttepenge?” SÅÅÅÅ havde manden bare stukket af med vores penge, vi troede vi havde betalte for turen, men manden som faktisk kørte Tro Tro’en kendte åbenbart ikke manden. Endnu engang flot Rie og Trine.
Nå men historien ender ikke der.. vi valgte så lige vente 1 time i den Tro Tro før vi besluttede os for, at finde en anden måde at komme til Keta på. En ung fyr skulle samme vej, så vi fulgte bare ham.. hvilket resulterede i at vi skulle præcis samme vej tilbage men af den vildeste omvej.. følte mig lidt tage ved næsen der. Så skulle vi lige vente endnu en time indtil den første Tro Tro var fyldt og kunne komme af sted.. og det skal lige siges at ghanesere er ikke det hurtigste folkefærd i verden. Men af sted kom vi, og det var en dejlig tur.
I torsdags var vi ude og besøge en SOS børneby. det var en rigtig positiv oplevelse, ved ikke hvad jeg havde regnet med eftersom man efterhånden ha oplevet nogle ret sørgelig tilfælde og eksistenser hernede med ringe eller ingen boligforhold, men godt var det ihvertfald. dejlige sunde børn, i fine og lækre omgivelser, samt et passioneret personale. Måtte da lige spidse ørene en ekstra gang, for der var virkelig nogle mennesker på stedet som brændte for deres arbejde, og tænkte da flere gange at dette sted var for godt til at være sandt. Og jeg er ked af at sige det, men dette oplever man absolut ikke på CAS.
Men her er hvad vi fik af vide. SOS børnebyerne er en uafhængig, ikke statslig og social udviklende organisation, som har været aktiv på området for børns behov, bekymringer og rettigheder siden 1949. Herman Gmeiner hed manden som lagde de første grundsten i 1949. Deres aktiviteter i børnebyerne er at fokuserer på oversete og forladte og forældreløse børn, såvel som ugunstigt stillede.
Hver SOS børneby tilbyder et permanent hjem i et familie-stil miljø til børn der har mstet deres forældre eller ikke længere kan leve med dem.
fire til ti drenge og piger i forskellige aldre kan leve sammen med deres SOS mor i et familiehus, hvor der bliver taget af dem som var de deres egne. SOS organisationen ansætter kun single kvinder til at passe på børnene.
Målet på alle SOS børnebyer er at forberede og udstyre børne for en uafhængig fremtid. Hvert barn modtager undervisning og træning i overensstemmelse med hans eller hendes behov, så her når han eller hun til den tid kommer til at forlade SOS børnebyen, er de i stand til at stå på egne ben.
Alt dette var ret imponerende, men ved ikke helt om jeg tør tro på det..
Men det var vist alt for denne gang. Weekenden stod på Cape Coast, krokodiller og slaveforter.
Og desuden er jeg ret træt af at vi aldrig har noget STRØM!!
So long.
-Rie
fire til ti drenge og piger i forskellige aldre kan leve sammen med deres SOS mor i et familiehus, hvor der bliver taget af dem som var de deres egne. SOS organisationen ansætter kun single kvinder til at passe på børnene.
Målet på alle SOS børnebyer er at forberede og udstyre børne for en uafhængig fremtid. Hvert barn modtager undervisning og træning i overensstemmelse med hans eller hendes behov, så her når han eller hun til den tid kommer til at forlade SOS børnebyen, er de i stand til at stå på egne ben.
Alt dette var ret imponerende, men ved ikke helt om jeg tør tro på det..
Men det var vist alt for denne gang. Weekenden stod på Cape Coast, krokodiller og slaveforter.
Og desuden er jeg ret træt af at vi aldrig har noget STRØM!!
So long.
-Rie
