Nu er det os som bestemmer..

Nåh, nu er det vist på tide jeg får skrevet om alt det, som jeg har oplevet den sidste halvanden uges tid. 
Mandag startede ud med at vi havde et evalueringsmøde med vores superviser på CAS, hvor vi fik mulighed for at fortælle om hvilke udfordringer vi så på institutionen. Senere på ugen blev der diskuteret omkring vores ideer og projekter for hele praktkperioden.                                                                                        


Tirsdag blev der fejret Independence Day, som foregik på den måde at man skulle placerer sig på Independence Square i Accra og sidde og kigge på at skolebørn, militæret, brandmænd, politiet og frøkorpset marcherede frem og tilbage.Det var en kæmpe flot parade,.Vi kører forbi Independence Square hver dag på vej til arbejde, og vi har set hvordan de har gået og øvet om og om igen. så vi var lidt nysgerrige omkring hvordan det mon ville foregå.  Paraden stod på i ca  4 timer,  og blev sluttet af med et par kæmpe kanonbrag.. Normen er så, at man holder fri resten af dagen og fejrer dagen. De fleste holder faktisk også fri dagen efter.


Weekenden bestod af en køretur til HoHoe, som ligger en 5-6 timers kørsel fra Acrra. Vi tog af sted ved en  06.30 tiden og ankom til The Monkey Village først på formiddagen, hvor vi fik en tur på ca 45 min rundt i den dejlige grønne natur. Senere på turen fik vi kastet en banan i hånden.. og vupti var der små vilde aber over det hele, som kastede sig ud fra træerne for at skrælle bananen og få en bid. Nogle aber hoppede endda ud på ens arm hvis man ønskede det. Efter abeturen blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi tilbragte resten af dagen.
Næste morgen kl. 09.00 fortsatte køreuren mod verdens lækreste vandfald skulle jeg hilse at sige. Vi fik tildelt en guide som førte os gennem den mest fantastiske grønne natur., der i blandt med små floder hvor vi så en hel familie stå og vaske deres tøj fordi vandet er så rent, faktisk så rent at man godt kan  tage en tår. Dernæst stødte vi på vandfaldet, som bare var så utrolig fedt at se - eftersom jeg aldrig har set vandfald.. hæ.. Der var ingen tøven.. vi hoppede alle i med det samme.
Efter badeturen fortsatte turen mod Ghanas højeste bjerg.. som vi sjovt nok skulle bestige. Puuh.. det var ret hårdt, men det hele værd når man kom op toppen og så den ubeskrivelige udsigt. Meeen der var jo også en tur ned igen.. bom siger jeg bare;) Så kommer jeg ned efter en halvanden times knokleri, og spørger pænt hvor lang tid det tager vores ret så unge guider at komme op og ned? Nååårh en 10 min op og 5 min ned i god løbestil.. og i klip klappere. De LØB i KLIP KlAPPERE!! Hold nu op!! Det var da ret blæret tænkte jeg, mens jeg satte min meget trætte og lettere ødelagte krop ind i bilen.
Efter klatreturen havde vi en 4 timers lang køretur foran os hjem til Osu.


Mandag kunne vi så småt begynde på nogle af vores planlagte projekter. Det første vi har valgt at starte ud med er en pigegruppe ( eller støttegruppe ) som bliver afholdt hver mandag, hvor pigerne kan komme med spørgsmål mellem himmel og jord, eller hvis de har nogle problemer som de gerne vil tale om, så har de muligheden for det der. Vi så dog gerne at pigerne måske selv kom med nogle emner som de personligt synes er interessante. Pigerne havde lidt rå attitude på den dag, og nærmest nægtede at tale engelsk, samt prøvede så vidt muligt at provokerer os på det groveste, men vi håber de vil tage det bare lidt til sig  Men indtil videre har vi har haft en introduktions runde, og givet informationer til dem. Så må vi se hvordan det går næste gang. Vi bliver i hvertfald nødt til at skrue bissen på, og vise dem hvem der bestemmer ellers vil de ikke tage os alvorligt.
Hver tirsdag morgen har vi sport and games. Så der kom vi på banen og startede dagen ud med at arranger trebenet fodbold, hvilket var en kæmpe succes hos børnene. De syntes det var mægtig skægt, og gav udtryk for at det vil de rigtig gerne prøve igen. de kom endda selv med ideer til andre sportslege. Hele intentionen bag trebenet fodbold gik ud på, at de skulle få fornemmelsen af hvordan teamwork kunne foregå. For i den virkelig verden, kan de komme ud for, at de skulle kunne arbejde sammen med andre for at få udført en særlig opgave. 


Onsdag skulle vi på institutionsbesøg på Autisme Center. Mit første indtryk af stedet var, at det var et rigtig dejligt sted med en masse lækre faciliteter og masser af muligheder, samt et engageret personale. Men mange af de caregivers som arbejder der er åbenbart ikke uddannet eller har haft noget med børn med autisme at gøre før. Kunne fornemme at hele intentionen og følingen bag hele institutionen var god, men hvor ville det være fantastisk  hvis mange af de caregivers fik den viden der hørte til, til at kunne arbejde med børn med autisme. Så ville det være et alletiders sted.


-Rie

Survival of the Fittest..

Mandag bestod af en tur på Street Girls Aid, Nursery Department, som er en søster afdeling til CAS. Det må jeg ærlig talt sige var en hård oplevelse. Små børn som klynger sig til en inden man nærmest er kommet helt ind af lågen, fordi de mangler så meget opmærksomhed, omsorg og generelt menneskelig kontakt.
Jeg sad på et tidspunkt med en lille pige, som var hel opløst af gråd, og som endte med at falde i søvn i min arme af ren og skær udmattelse. Pludselig kommer der en caregiver hen og hiver hende ud af mine arme og siger.. ” No cuddleling!” Jeg sad med åben mund og polypper, og spurgte hvorfor? Det eneste svar jeg fik var, at jeg skulle gå ud til de andre børn.
Dagen var ekstrem og man så børn der blev hevet og flået i dagen lang, og børnene slog hinanden hele tiden, men det er jo klart for hvis det er det eneste de lærer fra caregiverne, at man slår, så er det jo det man gør. Problemet er bare at, børnene ikke er gamle nok til at vide hvis har gjort noget forkert. Hvis jeg nu siger 136 børn og 5 caregivers, hvad siger du så??? . Det er jo fuldstændig forrykt!!!.De stakkels børn græder dagen lang, og sidder og peger mod den store låge, som de tidligere så deres mor løbe ud af for at slippe for deres eget barns omklamrende desperate greb.
Jeg må sige det værste var da børnene skulle sove til middag, og vi skulle hjælpe børnene med tøjet. Det skal lige siges at børnene blev kun skiftet hvis der var afføring i, men kun hvis de var heldige, de kunne skam også få lov til at rende rundt med en ble så tung at den nærmest hang nede om knæene. Men ellers kunne de rende rundt med den samme ble hele dagen.
 Nå, men jeg sidder der og hjælper en lille dreng ude foran sovelokalet, dernæst ser jeg en pige som er kravlet op i vindueskarmen for at vinke til mig, hun bliver så revet ned fra vindueskarmen af en caregiver, og derefter kan jeg bare høre slagene fra bambuspinden, om og om igen. Pigen hylede og græd fuldstændig hæmningsløst. Det giver mig stadig en stor klump i maven hver gang jeg tænker på det.  Disse børn er så skadet at jeg næsten ikke tør tænke på hvordan deres fremtid kommer til at se ud, når man starter livet på den her måde. Mange af børnene kan ikke engang holde øjenkontakt og er nærmest helt apatiske. Jeg vil tillade mig at sige, at alt dette som jeg har observeret her denne dag, er omsorgssvigt. Desværre skulle vi derhen igen fredag formiddag, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til at gå gennem den store låge, for jeg vidste hvad der ventede mig. En følelse af magtesløshed.

Tirsdag,  var vi på fieldwork i Kaneshie hvor der ligger et kæmpe marked. Her fik muligheden for at se hvor gadebørnene tilbringer deres tid, og hvor de står hver eneste morgen og kæmper om de få jobs der er til rådighed, såsom at bære store sække med yams for ingen penge i timen.
 Irene som er socialworker tog os med rundt på det store marked, hvor vi stødte ind i nogle gadedrenge som tidligere har tilbragt tid på CAS. Vi fik talt lidt med dem om hvorfor de ikke kom på CAS mere, og det var faktisk ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke havde penge til transporten dertil. Vi afsluttede samtalen med at opfordre dem til at dukke op på CAS, for det ville være det første skridt på vejen mod en uddannelse. Vi tog så hjem til CAS igen, og ganske rigtigt senere på eftermiddagen dukkede en af drengene op. Det var en skøn oplevelse at de faktisk lyttede til os, og selv valgte at gøre noget for at komme et skridt videre i den rigtige retning på vores opfordring. Det var sgu FEDT at se at det hjalp! Det er derfor rigtig træls at fieldwork er blevet nedlagt på grund af manglende donationer, for hvis børnene ikke får nys eller bliver mindet om CAS via fieldworkers,  vil  der ikke dukke nogen op på centeret, og måske vil mange gode sjæle med potentiale gå tabt.

-Rie