Survival of the Fittest..

Mandag bestod af en tur på Street Girls Aid, Nursery Department, som er en søster afdeling til CAS. Det må jeg ærlig talt sige var en hård oplevelse. Små børn som klynger sig til en inden man nærmest er kommet helt ind af lågen, fordi de mangler så meget opmærksomhed, omsorg og generelt menneskelig kontakt.
Jeg sad på et tidspunkt med en lille pige, som var hel opløst af gråd, og som endte med at falde i søvn i min arme af ren og skær udmattelse. Pludselig kommer der en caregiver hen og hiver hende ud af mine arme og siger.. ” No cuddleling!” Jeg sad med åben mund og polypper, og spurgte hvorfor? Det eneste svar jeg fik var, at jeg skulle gå ud til de andre børn.
Dagen var ekstrem og man så børn der blev hevet og flået i dagen lang, og børnene slog hinanden hele tiden, men det er jo klart for hvis det er det eneste de lærer fra caregiverne, at man slår, så er det jo det man gør. Problemet er bare at, børnene ikke er gamle nok til at vide hvis har gjort noget forkert. Hvis jeg nu siger 136 børn og 5 caregivers, hvad siger du så??? . Det er jo fuldstændig forrykt!!!.De stakkels børn græder dagen lang, og sidder og peger mod den store låge, som de tidligere så deres mor løbe ud af for at slippe for deres eget barns omklamrende desperate greb.
Jeg må sige det værste var da børnene skulle sove til middag, og vi skulle hjælpe børnene med tøjet. Det skal lige siges at børnene blev kun skiftet hvis der var afføring i, men kun hvis de var heldige, de kunne skam også få lov til at rende rundt med en ble så tung at den nærmest hang nede om knæene. Men ellers kunne de rende rundt med den samme ble hele dagen.
 Nå, men jeg sidder der og hjælper en lille dreng ude foran sovelokalet, dernæst ser jeg en pige som er kravlet op i vindueskarmen for at vinke til mig, hun bliver så revet ned fra vindueskarmen af en caregiver, og derefter kan jeg bare høre slagene fra bambuspinden, om og om igen. Pigen hylede og græd fuldstændig hæmningsløst. Det giver mig stadig en stor klump i maven hver gang jeg tænker på det.  Disse børn er så skadet at jeg næsten ikke tør tænke på hvordan deres fremtid kommer til at se ud, når man starter livet på den her måde. Mange af børnene kan ikke engang holde øjenkontakt og er nærmest helt apatiske. Jeg vil tillade mig at sige, at alt dette som jeg har observeret her denne dag, er omsorgssvigt. Desværre skulle vi derhen igen fredag formiddag, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til at gå gennem den store låge, for jeg vidste hvad der ventede mig. En følelse af magtesløshed.

Tirsdag,  var vi på fieldwork i Kaneshie hvor der ligger et kæmpe marked. Her fik muligheden for at se hvor gadebørnene tilbringer deres tid, og hvor de står hver eneste morgen og kæmper om de få jobs der er til rådighed, såsom at bære store sække med yams for ingen penge i timen.
 Irene som er socialworker tog os med rundt på det store marked, hvor vi stødte ind i nogle gadedrenge som tidligere har tilbragt tid på CAS. Vi fik talt lidt med dem om hvorfor de ikke kom på CAS mere, og det var faktisk ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke havde penge til transporten dertil. Vi afsluttede samtalen med at opfordre dem til at dukke op på CAS, for det ville være det første skridt på vejen mod en uddannelse. Vi tog så hjem til CAS igen, og ganske rigtigt senere på eftermiddagen dukkede en af drengene op. Det var en skøn oplevelse at de faktisk lyttede til os, og selv valgte at gøre noget for at komme et skridt videre i den rigtige retning på vores opfordring. Det var sgu FEDT at se at det hjalp! Det er derfor rigtig træls at fieldwork er blevet nedlagt på grund af manglende donationer, for hvis børnene ikke får nys eller bliver mindet om CAS via fieldworkers,  vil  der ikke dukke nogen op på centeret, og måske vil mange gode sjæle med potentiale gå tabt.

-Rie