Obligatorisk element: I - Inden hjemrejse

Tja,, så sidder man her på sit lille værelse i Accra 3 dage før flyveren vender mod Danmark. Der er blevet sagt farvel til børnene på CAS og kufferten er næsten pakket. Det er lidt vanskeligt at skulle samle op på hele opholdet i Ghana, og det kræver vist en del kritik fra egen side af for at lave sin egen evaluering. Især når man kun har fået af vide fra sine ghanesiske vejledere at man er bestået, men ikke har modtaget nogen udtalelse eller bevis på det. Men alt er bare fint. Men det er jo Ghana i en nøddeskal.


Gennem dette halve år har jeg været tvunget til ar reflektere ud fra mine pædagogiske og personlige standpunkter, og via vores mange oplevelser hernede har det forstærket mig i hvor jeg står som fagperson. Jeg er blevet bedre til at sige fra, hvis jeg oplever noget som jeg ikke synes om, samt er blevet "tvunget" til at begrunde og forsvare mine egne handlinger i visse situationer, og det er en rar følelse at kunne være sikker i sin sag og sin grund til handling, samt blive rigere rent refleksionsmæssigt. Min rolle er fundet.
Har også endelig lært at ikke alting skal gå som planlagt, og det er en erfaring jeg kan tage med mig i andre situationer . Modstand gør en stærkere som person, og det udvikler en som person fordi man bliver tvunget til at se og håndtere en situation på en anden måde end man havde forestillet sig. Spejlet bliver sat op foran en selv. Man er vant til hjemme i Danmark at der er faglige overvejelser bag sin gøren, men er i Ghana er meget af det på gefuhlen. Og jeg kan konstatere at arbejdet med gadebørn er aldrig slut.
En ting som jeg syntes er vigtig at have i mente, er at når man vælger at tage på sådan en tur her,så skal du altså ikke ned og redde alt og alle. Ved denne tur har du muligheden for at komme ind under huden på kulturen, det er en chance som ingen får ved almindelig ferie. man kommer til at se mange forfærdelige ting i Ghana, og ja man ville ønske at man kunne redde alle de sørgelige eksistenser man møder på sin vej, men du må til tider kigge den anden vej, for selv at kunne komme videre, og tænke på at de mennesker hernede er lavet af et andet stof end os blege danskere.. man kan ikke tage verdenen på sine skuldrer. Man går tit rundt i sin egen osteklokke og tror man har problemer, men nej, åben øjnene og se hvor du kan gøre en forskel eller hjælpe i stedet for. I dette halve år valgte jeg at fokuserer på hvilken forskel jeg kunne gøre for børnene på CAS.
På denne tur er jeg blevet mere klar over mine egne værdier, og hvordan jeg reagerer i presset situationer.Vi har set ting som ingen andre har. Børn som bliver slået og omsorgssvigtet, og jeg har arbejdet meget med mig selv, har indset at man virkelig skal være glad for det man har i lille Danmark, og man skal handle så snart man syntes noget ikke er i orden.
 Jeg er blevet mere tålmodig i visse situationer, og tager da til en vis grad den afslappede ghanesiske mentalitet med hjem,, da jeg førhen måske godt kunne blive hurtig utålmodig.


Jeg har undret mig meget over hvordan de fattige og hjemløse hernede stadig kan holde humøret oppe. Hver morgen på vej til CAS kører vi forbi mange fattige områder, og selvom det virker som om de lever for så lidt, så virker de som de rigeste mennesker i verdenen. Måske fordi de fokuserer på helt andre ting, og ikke har brug for materialistiske ting for at være lykkelige. De er glade for det de har og familie betyder alt. Tænker også at så længe de ikke ved hvad de går glip af, så bliver de vel automatisk tilfreds med det de har. Selvfølgelig ved de at der er forskel på rig og fattig, men de ved jo også godt at de aldrig får råd til at køre i dyre biler osv. Men tænker også på de mennesker som vi kører forbi ude på landet, som bor i en lerhytte og kæmper for at få mad på bordet. det er virkelig imponerende at man kan leve under disse forhold. tager hatten af for dem.


Jeg er blevet stærkt bekræftet i at mit pædagogiske felt uden tvivl er mennesker med nedsat funktionsevne. Jeg kan helt klart mærke at det at arbejde med gadebørn har gjort et stort indtryk på mig, og har været en oplevelse som jeg vil huske resten af mit liv, men jeg ved også hvor mit hjerte er, og det er hos de udviklingshæmmede. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Syntes de er 100 gange mere spændende at kommunikere med, og prøve at sætte sig ind i deres liv, samt syntes der er langt flere udfordringer for mig inden for specialområdet. Føler det er dette område jeg skal have med at gøre når jeg er førdig med min uddannelse.
Disse 6 måneder har været så vilde og oplevelsesrige. Det er helt vildt så mange forskellige sider af Ghana jeg har set og været i, og de ture som vores vejleder har arrangeret har været helt fantastiske, og jeg tror at man skal selv prøve at rejse udenlands i en længere periode for at kunne mærke på egen krop hvad det gør ved en, for det er svært at forklare. Pædagogisk set har det været en kæmpe udfordring da vi i Danmark har så uendeligt mange mange ressourcer at tage af, og jeg kan huske min første uge på CAS, hvor jeg virkelig var frustreret over hvad jeg dog kunne gøre for disse børn med den rå attitude, samt et personale som ikke gik ind for nytænkning af nogen som helst art, og det var som at slå panden mod en mur gang på gang. Men til sidst med lidt stædighed lykkedes det os at sætte et lille præg på dagsordenen. Er super glad for de projekter vi har kæmpet for at få gennemført, og jeg vil altid huske de fantastiske børn med masser af potentiale. De skal bare have en chance.


Jeg vil altid huske denne rejse for den rejse som åbnede mine øjne og hvor jeg fik de barske realiteter at se. Vi danskere kan lære noget af det ghanesiske folkefærd.


It is Nice to be Nice..