Vi slår normalt ikke..

I sidste uge fik os et par ret mærkværdige oplevelser. Vi startede ugen med en gang religion/kristendom, som de med andre ord kalder Religious and Moral Education. Som vi selvfølgelig skulle deltage i, og desuden kunne det være interessant og høre hvordan de betragter Gud og hele livet på. Læreren starter så timen ud med at sige:" Ria ( fordi de på ingen måde kan udtale mit navn)... do you believe in God?" og jeg svarede så nej, for det gør jeg på ingen måde. Det satte dermed en rigtig absurd og lidt skræmmende samtale igang, eftersom de mener at Gud styrer alt.. og jeg mener ALT.. alt hvad vi for eksempel foretager os.. det er Gud! Dermed fik vi fornøjelsen af at skulle sidde og lægge øre til hvordan vi i Europa overhovedet ikke kendte til religion, at Gud er  i os alle og at vi kunne se Ham bare ved at kigge på sidemanden... nåh ja,  forresten og at de sorte skal overtage verdensherredømmet snarest muligt.
 Derudover faldt snakken på forurening, det mente læreren jo ikke var det helt store issue - folk kan jo bare lade vær hvis de synes det!!?? Og det at tro på evolution var jo bare noget værre pjat, generelt det at der fandtes en naturvidenskabelig forklaring, var jo noget værre vås.  Bom! Kan I så lige se tre tøser, hvis underkæbe der faldt til jorden der??


Senere på ugen fik os en ret stor forskrækkelse, da vi pludselig fik "fornøjelsen" af bambuspinden. Vi tre tøser sidder pænt og venter på at timen går i gang, da den samme lærer fra kristendomundervisningen kommer ind med med et meget uhyggeligt blik i øjnene og en lang bambuspind i den ene hånd. Stemningen i klassen vendte hurtig fra hyggelig og rar til uhyggelig. Læreren lagde ud at sige, at nu skulle han have deres fulde opmærksomhed og at de skulle tie stille, og hvis man kom  for sent ville man få tæsk. Alt dette sagde han med en truende stemme mens han samtidig slog i bordet foran elverne. Vi sad alle tre og blev utrolig nervøse og bange, og med en stor klump i maven. Ens første indskydelse er at fare op og rive den bambuspind ud af hånden på ham og knække den i 1000 stykker. Og give ham en lærestreg han selv aldrig ville glemme.
Så valgte han så at bruge ca halvanden time på at lukke bull.shit ud, om at man skal spare mens man er ung - for er man først rig, så bliver man aldrig fattig igen og når  man først er blevet 40 år så behøver man ikke at arbejde mere - og at alle europæer er rige. Han stod direkte og lovede dem guld og grønne skove.
Efter timen blev vi tilbage og spurgte lærerinden som vi synes er rigtig dygtig, hvorfor der var taget en bambuspind med ind til undervisningen, hvor hun valgte at grine lidt forlegen og svarede til at de har en regel på CAS om at de ikke må slå børnene, så det gør de ikke så meget eller i hvertfald ikke normalt. De bruger mest pinden til at true med, så børnene ville opføre sig ordentlig. Desuden har pinden ikke den store indflydelse på dem, da de jo kommer fra gaden. Så de er jo ret godt hærdet i forvejen Hmm hvordan skal den lige tolkes?? Er  det virkelig en måde at prøve at retfærdiggøre noget på, som man godt ved ikke er i orden. Ja, jeg spørger bare! Det er bare slet ikke i orden!!!!!!!!!
Lærerinden sagde hvis der var mere vi ville vide ang. brug af bambuspinden skulle vi gå til ledelsen. Godt så! 


Men udover det, var vi i fredags så  heldige at have en samtale med brother Jos, som er lederen på CAS. Hvor vi fik af vide at der fra mandag af ville komme nogle norske studerende som også skal tilbringe deres praktik på CAS. Hvilket vil sige at vi skal rykkes ud på Hopeland ( fordi de er kommet til at tage for mange studerende ind ) som er i the middle of nowhere, og som ca tager 2 timer i transport hver vej. Det var på ingen måde hvad vi havde regnet med, især ikke når vi nu har gået og arrangeret projekter og aktiviteter, og har en skide god forbindelse og kommunikation med de unge. Jeg må indrømme at jeg blev ret ærgerlig over det. Vi tog en kort samtale med brother Jos,hvor vi prøvede at argumentere og kæmpe for at få lov til at blive på CAS. Samme dag tog han vores sag med til møde, og vi skal vente heeeeelt til på fredag for at få svar på om vi skal være på Hopeland eller CAS.


I weekenden har vi været til bryllup, hos en bekendt af Anthony.. Det mindede meget om et dansk bryllup, bare med meget mere sang og farver. I anledning havde vi alle fået syet fine afrikanske kjoler. Det var interessant at være en del af.


Den kommende uge kommer til at bestå at besøg på Street Girls Aid, som er en søster organisation til CAS. Vi får også muligheden for at opleve fieldwork, som ellers er blevet nedlagt. Hvor vi skal ud og opsøge børnene på gaden. Det kommer til at bestå af en dag tur og aften tur, for også at se hvor de sover osv.


- Rie

Why worry...

Så er endnu en uge passeret, og det er næsten ikke til at forstå.. Jeg er helt blæst omkuld over hvor venlige og imødekommende det ghanesiske folkefærd er. Hvis man har givet hånd et par gange er man nærmest bedste venner.

I denne uge har vi blandt andet besøgt Hopeland, som er en del af CAS, og som vi ville kunne vælge at tilbringe vores 6 måneder. Det er en farm som ligger lidt langt inde i landet, med andre andre ord, kræver det en transporttid på 2 timer og 30 min hver vej, og et hav af skift af busser. Absolut ikke en succes. Men bortset fra det, rummer Hopeland et dejlig fredeligt miljø for børnene, hvor det giver dem rig mulighed for at koncentrere sig om at komme væk fra gaden og se fremad i livet. Børnene har faste pligter på farmen hver eneste dag, såsom at passe de forskellige dyr. Derudover har de også almindelig klasse undervisning. Det er dog ikke vores førsteprioritet.

Hver morgen jeg møder ind på CAS, kan jeg ikke lade vær med at smile, for hver eneste morgen bliver man mødt af de største smil og en begejstring uden lige med knus og diverse "seje" håndtegn :). Mange af de unge er utrolig livsglade og stråler, men har også en hård attitude udadtil. 

Men ellers er ugen passeret ganske stille og roligt. Vi er så småt begyndt at finde frem til nogle rutiner i vores hverdag hernede,og det begynder at hjælpe lidt på det.
 Vi har gået og brainstormet i løbet af ugen, og har muligvis fundet frem til et par aktiviteter og projekter vi godt kunne tænke os at tage fat i.
De unge har ikke gode engelsk kundskaber, og skifter tit over til Twi, hvilket gør det svært at følge med i hvad der sker rundt omkring.  Så første skridt på vores ønskeliste er at bede dem om at tale engelsk når vi er til stede. Da det for det første er en smule træls at man ikke kan følge med i hverken undervisning eller bare generelt samtaler. Desuden burde de ansatte gøre det til et krav at tale engelsk til børnene, for mange af dem kan hverken tale eller skrive engelsk, og hvis der ikke bliver talt til dem på engelsk, hvordan skulle de så lære det. Dog har vi observeret en lærerinde på stedet, som faktisk gør et rigtig godt stykke arbejde. Fx i geografi laver hun konkurrencer og lærer dem remser som kan gøre det nemmere for dem at huske.

For at børnene skal tage det at være på CAS alvorligt, har de ansatte nu lavet en regel om at hvis der ikke er forbedring eller udvikling af nogen som helst art (såsom faglig forbedring, være anstændig klædt og have god personlig hygiejne osv.) så ryger de ud efter tre måneder. De ansatte påstår de har journaler på alle børnene og der bliver skrevet ned omkring deres færden og udvikling. Men der findes ingen journaler, derfor er vores næste ønske at lave journaler for hvert enkelt barn, inklusiv deres livshistorie, så der er dokumentation på at de her børn faktisk eksisterer.
Børnene er bagud rent fagligt, og her kan CAS træde til, for hvis børnene hjælper sig selv ved at holde sig fra gaden, hjælper CAS dem. Men børnene skal vise interesse i at komme videre med deres liv og være målrettet, selvom der kan komme forhindringer på deres vej. Som gadebarn kan du ikke tænke på fremtiden, men kun på hvordan du kan skaffe den næste omgang mad osv. Man lærer at overleve, og forme sig et liv på gaden. Det handler kort og godt om survival of the fittest.
I klasseværelset på CAS, står der en sætning langs væggen hele vejen rundt i rummet. Kunne ikke dy mig for at skrive den ned, for syntes bare den siger det hele.. Selvom man er gadebarn og måske ikke selv har valgt at bo på gaden, så er man stadig et væsen som har ret til et liv og beskyttelse.

The right to a name, and a nationality.
The right to protection against childlabour.
The right to free expression.
The right to grow up in a family.
The right to a safe and a healthy life.
The right to protection against violence.
The right to due process when they have broken the law.

Derudover har vi i denne uge bestilt kjoler til det ghanesiske bryllup som vi alle 14 studerende er inviteret til. Bliver interessant at se hvordan det foregår.
Vi er også flyttet ud af vores Guest House til et andet Guest House som ikke ligger så langt fra hinanden, som er laaaaangt billigere. Vi skal dog lige starte ud med at dele halvanden mands seng, men vi alle håber da på at få vores eget værelse på et tidspunkt. Så kryds fingrer tak:)


That´s all folks:)


-Rie

CAS

Nå så er den første uge på CAS veloverstået.  Da vores praktiksted ligger et godt stykke væk fra hvor vi bor i Osu, er vi så heldige at blive transporteret af en taxi hver morgen. Det er lidt en interessant køretur hver morgen, da man tit oplever voldsom kørsel og indbyggere som skælder ud og hopper ud og ind af bilerne for at råbe op om hvem der har forkørselsret. Om eftermiddagen skal vi tage 2 x Tro Tro (bus) som også er noget af en oplevelse, da man virkelig kommer hinanden ved. Det er mig et mysterie hvordan der for det første kan være så mange mennesker i en Tro Tro, og for det andet hvordan de Tro Tro´er i det hele taget kan få lov til at køre, da den nærmeste er ved at bryde sammen i det man træder ind i den

Efter  den første dag på praktikstedet går jeg hjem med en blanding af glæde og frustration indeni. Glæde, fordi man første dag blev mødt af en masse venlige sjæle, som tog imod en uden den mindste skygge af forbehold. Frustration fordi man på ingen måde kan finde den pædagogiske tankegang bag diverse aktiviteter og handlinger, og faktisk bare blev plantet på en stol uden nogen form for information om hvad der skulle ske.

Vi fik af vide at den første måned er vi blevet sat på observation, vi har fik stukket et skema i hånden over de næste 4 uger, som  indeholdte en masse kreative og spændende fag. Vi regnede selvfølgelig med at skulle følge det. Men nej, det eneste som ser ud til at fungerer rent fagligt er det som bliver kaldt "Class" (undervisning), som er matematik og engelsk hvilket er obligatorisk for børnene. Vi startede første time med en gang matematik, hvor vi skulle undervise børnene 1-1, hvilket var lidt svært eftersom det gik op for en selv, at det nok var omkring 7 år siden sidst man selv havde haft matematik undervisning. Det var noget af en udfordring.

Vi har ikke fået tildelt en vejleder, men en superviser, som vi kan komme til hvis vi har nogle spørgsmål. Men bortset fra det, så laver vi absolut ingenting.. Vi går frem og tilbage mellem deres forskellige værksteder, for at møde børnene, men problemet er at at der bliver  ikke sat nogle aktiviteter i gang, og desuden gider børnene heller  ikke ( hvilket var det svar vi fik da vi spurgte ind til problemet).

Det er de samme 20 børn som møder op på CAS hver dag, og fordi der ikke kommer  nye børn ind fra gaden på grund af  at deres fieldwork ( hvor man tager ud på gaden for at hjælpe og opsøge børnene) er blevet trukket tilbage, er netop fordi man ønsker at regeringen skal mande sig op og overtage den del.

 Derudover er der en personalegruppe på 10-12 voksne, som sover midt på dagen og laver ingenting. Den slags mentalitet undrer jeg mig meget over. For den ville jo på ingen måde gå hjemme i Danmark,   samme normeringen af voksne, ville da kun være et kæmpe plus.

Derudover ser det ikke ud som om at de ansatte på CAS har nogen uddannelse at drage nytte af, da man betragter uddannelse hernede oftest som det at være selvlært. 

Det bliver spændende om vi får muligheden for at få trumfet nogle aktiviteter igennem, da det på nuværende tidspunkt virker som en svær og nærmest mulig opgave, samt det at indførelsen af ny faglig viden ligger ovenud på vores skuldre.

Udover os er der en hollandsk studerende på CAS som har været der i omkring 5 måneder og hun har ikke haft heldet med sig med at få gennemtrumfet hendes planer, og måtte opgive efter tre måneder.

Så vi håber på det bedste.

Lige en lille sjov episode:

Vi havde et lille trafikuheld en eftermiddag på vej hjem fra CAS. Vi skulle have en Tro Tro, og kommer pænt kørende ned af Accras små veje, vi skal så dreje stille og roligt og bagved kommer der kørende en endnu større bus, som skal samme vej rundt og mener han kan dreje udenom Tro Tro´en, men får snittet Tro Tro´en. Så brød himmel og hav løs. Begge chauffører farer ud ud af og begynder at råbe af hinanden, og nærmest begynder at slås. Ikke nok med det begynder folk på gaden at blande sig,, både mænd, børn og kvinder, og pludselig er der en helt folkemængde uden for den lille Tro Tro. Pludselig hopper vores chauffør ind i Tro Tro´en og kører os lidt væk, parkerer og hopper ud igen for at fortsætte skænderiet. Efter at have siddet der i 15 min besluttede vi os for at stige ud og finde en anden vej hjem.

I går Lørdag var vi til forlovelses fest. Det var også en anderledes oplevelse. Vi blev kørt hjem til bruden hus for at hente gaver, for derefter at køre over til brudegommens hus, hvor festen blev holdt i baghaven. Vi skulle pænt afleverer gaverne og sætte os blandt gæsterne. Så blev der ellers holdt taler i to timer på Twi, så vi forstod ikke så meget. Hvorefter brud og gom blev ført ind og ceremoni begyndte. Der var meget musik og nærmest trance-lignende tilstande blandt gæsterne under hele ceremonien. Derefter fik alle gæsterne en gave,som bestod at en tallerken og en kop. Senere skulle vi tilbage til brudens hus til reception.

Men ellers går det godt hernede, og Anthony har lige arrangeret en masse spændende og udfordrende ture for os, som vi ser frem til. De fleste ture er forlængede weekender, men der er også længere ture op nordpå gennem Ghana, hvor vi skal gennem regnskov og savanne og forskellige landsbyer som kommer til at vare en 7 dages tid. Der i blandt er der en tur til Kumasi, som er Ghanas næststørste by.

-Rie