Why worry...

Så er endnu en uge passeret, og det er næsten ikke til at forstå.. Jeg er helt blæst omkuld over hvor venlige og imødekommende det ghanesiske folkefærd er. Hvis man har givet hånd et par gange er man nærmest bedste venner.

I denne uge har vi blandt andet besøgt Hopeland, som er en del af CAS, og som vi ville kunne vælge at tilbringe vores 6 måneder. Det er en farm som ligger lidt langt inde i landet, med andre andre ord, kræver det en transporttid på 2 timer og 30 min hver vej, og et hav af skift af busser. Absolut ikke en succes. Men bortset fra det, rummer Hopeland et dejlig fredeligt miljø for børnene, hvor det giver dem rig mulighed for at koncentrere sig om at komme væk fra gaden og se fremad i livet. Børnene har faste pligter på farmen hver eneste dag, såsom at passe de forskellige dyr. Derudover har de også almindelig klasse undervisning. Det er dog ikke vores førsteprioritet.

Hver morgen jeg møder ind på CAS, kan jeg ikke lade vær med at smile, for hver eneste morgen bliver man mødt af de største smil og en begejstring uden lige med knus og diverse "seje" håndtegn :). Mange af de unge er utrolig livsglade og stråler, men har også en hård attitude udadtil. 

Men ellers er ugen passeret ganske stille og roligt. Vi er så småt begyndt at finde frem til nogle rutiner i vores hverdag hernede,og det begynder at hjælpe lidt på det.
 Vi har gået og brainstormet i løbet af ugen, og har muligvis fundet frem til et par aktiviteter og projekter vi godt kunne tænke os at tage fat i.
De unge har ikke gode engelsk kundskaber, og skifter tit over til Twi, hvilket gør det svært at følge med i hvad der sker rundt omkring.  Så første skridt på vores ønskeliste er at bede dem om at tale engelsk når vi er til stede. Da det for det første er en smule træls at man ikke kan følge med i hverken undervisning eller bare generelt samtaler. Desuden burde de ansatte gøre det til et krav at tale engelsk til børnene, for mange af dem kan hverken tale eller skrive engelsk, og hvis der ikke bliver talt til dem på engelsk, hvordan skulle de så lære det. Dog har vi observeret en lærerinde på stedet, som faktisk gør et rigtig godt stykke arbejde. Fx i geografi laver hun konkurrencer og lærer dem remser som kan gøre det nemmere for dem at huske.

For at børnene skal tage det at være på CAS alvorligt, har de ansatte nu lavet en regel om at hvis der ikke er forbedring eller udvikling af nogen som helst art (såsom faglig forbedring, være anstændig klædt og have god personlig hygiejne osv.) så ryger de ud efter tre måneder. De ansatte påstår de har journaler på alle børnene og der bliver skrevet ned omkring deres færden og udvikling. Men der findes ingen journaler, derfor er vores næste ønske at lave journaler for hvert enkelt barn, inklusiv deres livshistorie, så der er dokumentation på at de her børn faktisk eksisterer.
Børnene er bagud rent fagligt, og her kan CAS træde til, for hvis børnene hjælper sig selv ved at holde sig fra gaden, hjælper CAS dem. Men børnene skal vise interesse i at komme videre med deres liv og være målrettet, selvom der kan komme forhindringer på deres vej. Som gadebarn kan du ikke tænke på fremtiden, men kun på hvordan du kan skaffe den næste omgang mad osv. Man lærer at overleve, og forme sig et liv på gaden. Det handler kort og godt om survival of the fittest.
I klasseværelset på CAS, står der en sætning langs væggen hele vejen rundt i rummet. Kunne ikke dy mig for at skrive den ned, for syntes bare den siger det hele.. Selvom man er gadebarn og måske ikke selv har valgt at bo på gaden, så er man stadig et væsen som har ret til et liv og beskyttelse.

The right to a name, and a nationality.
The right to protection against childlabour.
The right to free expression.
The right to grow up in a family.
The right to a safe and a healthy life.
The right to protection against violence.
The right to due process when they have broken the law.

Derudover har vi i denne uge bestilt kjoler til det ghanesiske bryllup som vi alle 14 studerende er inviteret til. Bliver interessant at se hvordan det foregår.
Vi er også flyttet ud af vores Guest House til et andet Guest House som ikke ligger så langt fra hinanden, som er laaaaangt billigere. Vi skal dog lige starte ud med at dele halvanden mands seng, men vi alle håber da på at få vores eget værelse på et tidspunkt. Så kryds fingrer tak:)


That´s all folks:)


-Rie