CAS

Nå så er den første uge på CAS veloverstået.  Da vores praktiksted ligger et godt stykke væk fra hvor vi bor i Osu, er vi så heldige at blive transporteret af en taxi hver morgen. Det er lidt en interessant køretur hver morgen, da man tit oplever voldsom kørsel og indbyggere som skælder ud og hopper ud og ind af bilerne for at råbe op om hvem der har forkørselsret. Om eftermiddagen skal vi tage 2 x Tro Tro (bus) som også er noget af en oplevelse, da man virkelig kommer hinanden ved. Det er mig et mysterie hvordan der for det første kan være så mange mennesker i en Tro Tro, og for det andet hvordan de Tro Tro´er i det hele taget kan få lov til at køre, da den nærmeste er ved at bryde sammen i det man træder ind i den

Efter  den første dag på praktikstedet går jeg hjem med en blanding af glæde og frustration indeni. Glæde, fordi man første dag blev mødt af en masse venlige sjæle, som tog imod en uden den mindste skygge af forbehold. Frustration fordi man på ingen måde kan finde den pædagogiske tankegang bag diverse aktiviteter og handlinger, og faktisk bare blev plantet på en stol uden nogen form for information om hvad der skulle ske.

Vi fik af vide at den første måned er vi blevet sat på observation, vi har fik stukket et skema i hånden over de næste 4 uger, som  indeholdte en masse kreative og spændende fag. Vi regnede selvfølgelig med at skulle følge det. Men nej, det eneste som ser ud til at fungerer rent fagligt er det som bliver kaldt "Class" (undervisning), som er matematik og engelsk hvilket er obligatorisk for børnene. Vi startede første time med en gang matematik, hvor vi skulle undervise børnene 1-1, hvilket var lidt svært eftersom det gik op for en selv, at det nok var omkring 7 år siden sidst man selv havde haft matematik undervisning. Det var noget af en udfordring.

Vi har ikke fået tildelt en vejleder, men en superviser, som vi kan komme til hvis vi har nogle spørgsmål. Men bortset fra det, så laver vi absolut ingenting.. Vi går frem og tilbage mellem deres forskellige værksteder, for at møde børnene, men problemet er at at der bliver  ikke sat nogle aktiviteter i gang, og desuden gider børnene heller  ikke ( hvilket var det svar vi fik da vi spurgte ind til problemet).

Det er de samme 20 børn som møder op på CAS hver dag, og fordi der ikke kommer  nye børn ind fra gaden på grund af  at deres fieldwork ( hvor man tager ud på gaden for at hjælpe og opsøge børnene) er blevet trukket tilbage, er netop fordi man ønsker at regeringen skal mande sig op og overtage den del.

 Derudover er der en personalegruppe på 10-12 voksne, som sover midt på dagen og laver ingenting. Den slags mentalitet undrer jeg mig meget over. For den ville jo på ingen måde gå hjemme i Danmark,   samme normeringen af voksne, ville da kun være et kæmpe plus.

Derudover ser det ikke ud som om at de ansatte på CAS har nogen uddannelse at drage nytte af, da man betragter uddannelse hernede oftest som det at være selvlært. 

Det bliver spændende om vi får muligheden for at få trumfet nogle aktiviteter igennem, da det på nuværende tidspunkt virker som en svær og nærmest mulig opgave, samt det at indførelsen af ny faglig viden ligger ovenud på vores skuldre.

Udover os er der en hollandsk studerende på CAS som har været der i omkring 5 måneder og hun har ikke haft heldet med sig med at få gennemtrumfet hendes planer, og måtte opgive efter tre måneder.

Så vi håber på det bedste.

Lige en lille sjov episode:

Vi havde et lille trafikuheld en eftermiddag på vej hjem fra CAS. Vi skulle have en Tro Tro, og kommer pænt kørende ned af Accras små veje, vi skal så dreje stille og roligt og bagved kommer der kørende en endnu større bus, som skal samme vej rundt og mener han kan dreje udenom Tro Tro´en, men får snittet Tro Tro´en. Så brød himmel og hav løs. Begge chauffører farer ud ud af og begynder at råbe af hinanden, og nærmest begynder at slås. Ikke nok med det begynder folk på gaden at blande sig,, både mænd, børn og kvinder, og pludselig er der en helt folkemængde uden for den lille Tro Tro. Pludselig hopper vores chauffør ind i Tro Tro´en og kører os lidt væk, parkerer og hopper ud igen for at fortsætte skænderiet. Efter at have siddet der i 15 min besluttede vi os for at stige ud og finde en anden vej hjem.

I går Lørdag var vi til forlovelses fest. Det var også en anderledes oplevelse. Vi blev kørt hjem til bruden hus for at hente gaver, for derefter at køre over til brudegommens hus, hvor festen blev holdt i baghaven. Vi skulle pænt afleverer gaverne og sætte os blandt gæsterne. Så blev der ellers holdt taler i to timer på Twi, så vi forstod ikke så meget. Hvorefter brud og gom blev ført ind og ceremoni begyndte. Der var meget musik og nærmest trance-lignende tilstande blandt gæsterne under hele ceremonien. Derefter fik alle gæsterne en gave,som bestod at en tallerken og en kop. Senere skulle vi tilbage til brudens hus til reception.

Men ellers går det godt hernede, og Anthony har lige arrangeret en masse spændende og udfordrende ture for os, som vi ser frem til. De fleste ture er forlængede weekender, men der er også længere ture op nordpå gennem Ghana, hvor vi skal gennem regnskov og savanne og forskellige landsbyer som kommer til at vare en 7 dages tid. Der i blandt er der en tur til Kumasi, som er Ghanas næststørste by.

-Rie