Ja, så kom vores sidste dag på CAS. Trine M, Trine F og jeg havde planlagt dagen nøje. Vi havde besluttet os for at holde en fodboldtunering, fordi vi vidste at dette var børnenes yndlingsaktivítet. Vi havde arrangeret 1,2 og 3 plads og premierne havde vi skaffet ved at gå rundt og prutte med prisen i de lokale boder rundt omkring i Osu. Vi havde blandt andet skaffet fodboldtrøjer, klipklappere og svedbånd til vinderne. Fodboldtuneringen gik smadder godt, og vi havde fået lokket to fodbolddrenge med fra vores hjem til at deltage, og det var bare en stor fest.
Da vi nu gerne ville slutte af og takke på en fin måde, havde vi spurgt vores lokale supermarked, Koala, om de ikke ville have lyst til at donerer lidt mad til børnene ( fordi vi havde ikke selv så mange penge). Det var vi så så heldige at det vílle de gerne, så alle børnene fik yoghurt, juice og kiks i en lille goodiebag. Der i blándt købte vi også yams ( hvilket ligner pomfritter) med pepper, som børnene elskede at spise. Koala kom og tog billeder af hele arrangementet, og børnene var rigtig gode til at poserer:)
Jeg må sige da dagen var slut på Cas, var det en virkelig mærkelig tom følelse man tog hjem med, at nu skulle man aldrig se dem mere, og hvordan ville de nu klare fremtiden.. hvad skulle der nu ikke blive af dem? Mange spørgmål dukkede op, som man bare aldrig ville få svar på. Det var hårdt.
Alt i alt er vores praktikophold gået godt, vi har kæmpet en kamp, og det har været hårdt med at få trumfet visse aktiviteter igennem, men det lykkedes os:) Og vi hang i!
Det har helt klart været en øjenåbner og en udfordring på mange punkter, og det kan uden tvivl kun anbefales:)
Hele denne oplevelse har sat sine spor i min livshistorie.
-Rie
onsdag den 8. august 2012
søndag den 24. juni 2012
Tema-uge
Så nåede vi til den uge hvor vi fik lov til at overtage undervisningen på CAS. Først troede vi lige at det faktisk var lykkedes os, at brage igennem den mur som vi konstant har løbet panden imod. Men nej.. selvom vi havde spurgt om lov til at bruge en uge, afleveret et fuldt udfyldt programoversigt med dato og klokkeslet osv.. så havde de alligevel glemt os og vi blev skubbet til side, og stod mandag morgen med håret i postkassen. Der stod vi så endnu en gang og var skuffet og opgivende. Følelsen af ikke at blive taget seriøst og ekskluderet er sgu træls!
Nå, men vores stædighed tittede så lidt frem og vi gik til de ansvarlige og vi fik lov til at starte vores tema senere samme dag. Hele temaet handlede om at børnene skulle vise os hvad det vil sige at være gadebørn, så vi fik den fulde forståelse. Vi startede ud med at ville lave et digt med børnenes egne ord, så vi stillede børnene en masse spørgsmål relateret til deres liv på gaden. Jeg blev virkelig overrasket over hvor åbne de var overfor alt det de har været igennem, for det er på ingen måde småting. Og jeg blev utrolig berørt over deres historier. Hold op, hvor har vi det dog godt i lille Danmark.
Dagen efter valgte vi at skrive mange af de nøgleord børnene havde sagt op på en tavle, og bad dem om at skrive sætninger hvor disse ord skulle optræde. Jeg var dybt imponeret over hvor gode børnene var til at samarbejde, og de tog det virkelig seriøst. Grupperne fik skrevet nogle sindssyge gode sætninger, som gik lige i hjertet, Derefter udvalgte vi særlige sætninger som vi satte sammen til et digt.. Digtet kommer til at hænge på CAS´ vægge så alle børnene kan sige at de har været med til at skrive det.
Senere på ugen stod Trine M for at udføre nogle UMD. lege.. vi havde alle tre aftalt at der både skulle være de sjove lege, men også lege med mening, såsom: Du er ikke alene-leg, hvor det handler om at vise, at der er måske andre som kan have været eller gået igennem det samme som en selv.. så man er ikke alene.
Vi har også fuldført vores ramme-projekt, som nu fint hænger på CAS. Alle børnenes billeder hænger nu på CAS´ vægge, og både personale og børn stopper flere gange dagligt foran rammerne for at finde billeder af sig selv og deres venner. Det er ret sjovt at observere.
Det sidste stykke tid er der kommet mange nye ansigter og forskellige aldersgrupper på CAS. I lang tid har der været de lidt ældre børn, men nu er der begyndt at komme små børn, og det er rart at se.
Men det betyder også at, der er mange af de børn vi kendte som er kommet på Hopeland, hvilket jo kun er godt, for så er de måske på vej mod en lysere fremtid.. men det stiller også nogle spørgsmål til de andre børn som er sunket i jorden og ikke vender tilbage.. hvor er de?, hvad laver de?, er de okay? lever de?. I situationer som den sidstenævnte ville gøre det utrolig svært for mig, at arbejde sådan et sted som CAS, den uvidenhed man render rundt med om hvorfor børnene ikke vender tilbage. Tror ikke jeg ville kunne holde det ud.
Men ved at der også er kommet så mange nye børn, viser at man som pædagog sådan et sted skal kunne være hurtig omstillings klar med hensyn til nye sager og nye udfordringer hele tiden, da mange af børnene indeholder nogle livlige personligheder. Men tænker også om man nogensinde kan slippe de børn man ikke ved hvad der er sket med??
-Rie
Nå, men vores stædighed tittede så lidt frem og vi gik til de ansvarlige og vi fik lov til at starte vores tema senere samme dag. Hele temaet handlede om at børnene skulle vise os hvad det vil sige at være gadebørn, så vi fik den fulde forståelse. Vi startede ud med at ville lave et digt med børnenes egne ord, så vi stillede børnene en masse spørgsmål relateret til deres liv på gaden. Jeg blev virkelig overrasket over hvor åbne de var overfor alt det de har været igennem, for det er på ingen måde småting. Og jeg blev utrolig berørt over deres historier. Hold op, hvor har vi det dog godt i lille Danmark.
Dagen efter valgte vi at skrive mange af de nøgleord børnene havde sagt op på en tavle, og bad dem om at skrive sætninger hvor disse ord skulle optræde. Jeg var dybt imponeret over hvor gode børnene var til at samarbejde, og de tog det virkelig seriøst. Grupperne fik skrevet nogle sindssyge gode sætninger, som gik lige i hjertet, Derefter udvalgte vi særlige sætninger som vi satte sammen til et digt.. Digtet kommer til at hænge på CAS´ vægge så alle børnene kan sige at de har været med til at skrive det.
Senere på ugen stod Trine M for at udføre nogle UMD. lege.. vi havde alle tre aftalt at der både skulle være de sjove lege, men også lege med mening, såsom: Du er ikke alene-leg, hvor det handler om at vise, at der er måske andre som kan have været eller gået igennem det samme som en selv.. så man er ikke alene.
Vi har også fuldført vores ramme-projekt, som nu fint hænger på CAS. Alle børnenes billeder hænger nu på CAS´ vægge, og både personale og børn stopper flere gange dagligt foran rammerne for at finde billeder af sig selv og deres venner. Det er ret sjovt at observere.
Det sidste stykke tid er der kommet mange nye ansigter og forskellige aldersgrupper på CAS. I lang tid har der været de lidt ældre børn, men nu er der begyndt at komme små børn, og det er rart at se.
Men det betyder også at, der er mange af de børn vi kendte som er kommet på Hopeland, hvilket jo kun er godt, for så er de måske på vej mod en lysere fremtid.. men det stiller også nogle spørgsmål til de andre børn som er sunket i jorden og ikke vender tilbage.. hvor er de?, hvad laver de?, er de okay? lever de?. I situationer som den sidstenævnte ville gøre det utrolig svært for mig, at arbejde sådan et sted som CAS, den uvidenhed man render rundt med om hvorfor børnene ikke vender tilbage. Tror ikke jeg ville kunne holde det ud.
Men ved at der også er kommet så mange nye børn, viser at man som pædagog sådan et sted skal kunne være hurtig omstillings klar med hensyn til nye sager og nye udfordringer hele tiden, da mange af børnene indeholder nogle livlige personligheder. Men tænker også om man nogensinde kan slippe de børn man ikke ved hvad der er sket med??
-Rie
torsdag den 10. maj 2012
Tør jeg tro på det??
Så er det blevet tid igen..
Trine F, Trine M og jeg er kommet rigtig godt i gang med vores projekt på CAS. Vi har valgt at lave nogle billeder rammer, som skal indeholder billeder af hvem der arbejder der, hvem som kommer der og hvem som studerer der eller er frivillig. For som fx ny studerende kan man på ingen måde finde ud af hvem der hvem og hvorfor. Men primært er selve projektet til for, at de unge skal kunne have et tilhørsforhold til CAS.. og måske skal kunne sige, at her er jeg velkommen og måske skabe sig en identitet der. Vi har derfor skulle rundt og tage en masse billeder af alle de unge, og mange af dem elsker at få taget deres billeder, de er i hvert fald ret gode til at posere.
Derudover ønsker vi at få gang i et 14 dages tema uge med overskriften: ”Hvem er jeg”, hvor vi ønsker at børnene viser os hvordan det er at være gadebørn, fx via tegning hvor de viser os situationer fra deres liv eller hverdag.. rollespil hvor de viser hændelser.. digtskrivning om at være gadebarn og muligvis lave en rapsang, da mange af de unge er vildt gode til at rappe.
Trine F, Trine M og jeg er kommet rigtig godt i gang med vores projekt på CAS. Vi har valgt at lave nogle billeder rammer, som skal indeholder billeder af hvem der arbejder der, hvem som kommer der og hvem som studerer der eller er frivillig. For som fx ny studerende kan man på ingen måde finde ud af hvem der hvem og hvorfor. Men primært er selve projektet til for, at de unge skal kunne have et tilhørsforhold til CAS.. og måske skal kunne sige, at her er jeg velkommen og måske skabe sig en identitet der. Vi har derfor skulle rundt og tage en masse billeder af alle de unge, og mange af dem elsker at få taget deres billeder, de er i hvert fald ret gode til at posere.
Derudover ønsker vi at få gang i et 14 dages tema uge med overskriften: ”Hvem er jeg”, hvor vi ønsker at børnene viser os hvordan det er at være gadebørn, fx via tegning hvor de viser os situationer fra deres liv eller hverdag.. rollespil hvor de viser hændelser.. digtskrivning om at være gadebarn og muligvis lave en rapsang, da mange af de unge er vildt gode til at rappe.
Sidste weekend valgte Trine F og jeg at tage på tur.. HELT
ALENE!!! Det var godt nok noget af en udfordrende tur på vej derud. Vi valgte at
tage af sted lørdag morgen kl. 08.00.. friske og frejdige! Tager ud til den første
Tro Tro station hvor vi jo bare mente at vi skulle ind i en bus og af sted med
os på en 3 timers tur. Meeeeen nej.. så heldige var vi ikke. Vi havde så taget
ud til den forkerte station! Vi forhørte os omkring, og der var en taxamand som
vidste hvor vi skulle hen.. så vi betalte alt for meget for den tur, som
faktisk viste sig at ende på præcis den station som vi er på hver morgen på vej
til arbejde.. Tema station. Flot Rie og
Trine!
Nå så blev vi vist ind i en Tro Tro, af en mand som skulle køre os til Keta.. vi gav manden 10 cedis hver ( ca 40 kr), og manden løb af sted hvor vi så troede at han skulle veksle, for vi skulle kun give 8 cedis. Pludselig efter 20 min siger trine: ”Mon manden kommer tilbage med vores byttepenge?” SÅÅÅÅ havde manden bare stukket af med vores penge, vi troede vi havde betalte for turen, men manden som faktisk kørte Tro Tro’en kendte åbenbart ikke manden. Endnu engang flot Rie og Trine.
Nå men historien ender ikke der.. vi valgte så lige vente 1 time i den Tro Tro før vi besluttede os for, at finde en anden måde at komme til Keta på. En ung fyr skulle samme vej, så vi fulgte bare ham.. hvilket resulterede i at vi skulle præcis samme vej tilbage men af den vildeste omvej.. følte mig lidt tage ved næsen der. Så skulle vi lige vente endnu en time indtil den første Tro Tro var fyldt og kunne komme af sted.. og det skal lige siges at ghanesere er ikke det hurtigste folkefærd i verden. Men af sted kom vi, og det var en dejlig tur.
I torsdags var vi ude og besøge en SOS børneby. det var en rigtig positiv oplevelse, ved ikke hvad jeg havde regnet med eftersom man efterhånden ha oplevet nogle ret sørgelig tilfælde og eksistenser hernede med ringe eller ingen boligforhold, men godt var det ihvertfald. dejlige sunde børn, i fine og lækre omgivelser, samt et passioneret personale. Måtte da lige spidse ørene en ekstra gang, for der var virkelig nogle mennesker på stedet som brændte for deres arbejde, og tænkte da flere gange at dette sted var for godt til at være sandt. Og jeg er ked af at sige det, men dette oplever man absolut ikke på CAS.
Men her er hvad vi fik af vide. SOS børnebyerne er en uafhængig, ikke statslig og social udviklende organisation, som har været aktiv på området for børns behov, bekymringer og rettigheder siden 1949. Herman Gmeiner hed manden som lagde de første grundsten i 1949. Deres aktiviteter i børnebyerne er at fokuserer på oversete og forladte og forældreløse børn, såvel som ugunstigt stillede.
Nå så blev vi vist ind i en Tro Tro, af en mand som skulle køre os til Keta.. vi gav manden 10 cedis hver ( ca 40 kr), og manden løb af sted hvor vi så troede at han skulle veksle, for vi skulle kun give 8 cedis. Pludselig efter 20 min siger trine: ”Mon manden kommer tilbage med vores byttepenge?” SÅÅÅÅ havde manden bare stukket af med vores penge, vi troede vi havde betalte for turen, men manden som faktisk kørte Tro Tro’en kendte åbenbart ikke manden. Endnu engang flot Rie og Trine.
Nå men historien ender ikke der.. vi valgte så lige vente 1 time i den Tro Tro før vi besluttede os for, at finde en anden måde at komme til Keta på. En ung fyr skulle samme vej, så vi fulgte bare ham.. hvilket resulterede i at vi skulle præcis samme vej tilbage men af den vildeste omvej.. følte mig lidt tage ved næsen der. Så skulle vi lige vente endnu en time indtil den første Tro Tro var fyldt og kunne komme af sted.. og det skal lige siges at ghanesere er ikke det hurtigste folkefærd i verden. Men af sted kom vi, og det var en dejlig tur.
I torsdags var vi ude og besøge en SOS børneby. det var en rigtig positiv oplevelse, ved ikke hvad jeg havde regnet med eftersom man efterhånden ha oplevet nogle ret sørgelig tilfælde og eksistenser hernede med ringe eller ingen boligforhold, men godt var det ihvertfald. dejlige sunde børn, i fine og lækre omgivelser, samt et passioneret personale. Måtte da lige spidse ørene en ekstra gang, for der var virkelig nogle mennesker på stedet som brændte for deres arbejde, og tænkte da flere gange at dette sted var for godt til at være sandt. Og jeg er ked af at sige det, men dette oplever man absolut ikke på CAS.
Men her er hvad vi fik af vide. SOS børnebyerne er en uafhængig, ikke statslig og social udviklende organisation, som har været aktiv på området for børns behov, bekymringer og rettigheder siden 1949. Herman Gmeiner hed manden som lagde de første grundsten i 1949. Deres aktiviteter i børnebyerne er at fokuserer på oversete og forladte og forældreløse børn, såvel som ugunstigt stillede.
Hver SOS børneby tilbyder et permanent hjem i et familie-stil miljø til børn der har mstet deres forældre eller ikke længere kan leve med dem.
fire til ti drenge og piger i forskellige aldre kan leve sammen med deres SOS mor i et familiehus, hvor der bliver taget af dem som var de deres egne. SOS organisationen ansætter kun single kvinder til at passe på børnene.
Målet på alle SOS børnebyer er at forberede og udstyre børne for en uafhængig fremtid. Hvert barn modtager undervisning og træning i overensstemmelse med hans eller hendes behov, så her når han eller hun til den tid kommer til at forlade SOS børnebyen, er de i stand til at stå på egne ben.
Alt dette var ret imponerende, men ved ikke helt om jeg tør tro på det..
Men det var vist alt for denne gang. Weekenden stod på Cape Coast, krokodiller og slaveforter.
Og desuden er jeg ret træt af at vi aldrig har noget STRØM!!
So long.
-Rie
fire til ti drenge og piger i forskellige aldre kan leve sammen med deres SOS mor i et familiehus, hvor der bliver taget af dem som var de deres egne. SOS organisationen ansætter kun single kvinder til at passe på børnene.
Målet på alle SOS børnebyer er at forberede og udstyre børne for en uafhængig fremtid. Hvert barn modtager undervisning og træning i overensstemmelse med hans eller hendes behov, så her når han eller hun til den tid kommer til at forlade SOS børnebyen, er de i stand til at stå på egne ben.
Alt dette var ret imponerende, men ved ikke helt om jeg tør tro på det..
Men det var vist alt for denne gang. Weekenden stod på Cape Coast, krokodiller og slaveforter.
Og desuden er jeg ret træt af at vi aldrig har noget STRØM!!
So long.
-Rie
fredag den 13. april 2012
Enter with Peace - Go out with Love..
Så for søren, så er det vist blevet tid til at få skrevet lidt blog, det er jo ved at være et stykke tid siden jeg har fået skrevet sidst. Nå lad mig nu se.. vi er netop lige vendt hjem fra en 7 dages lang tur op i Nord Ghana og sluttede af nede omkring Kumasi inden vi vendte næsen hjem mod Accra. Bortset fra de mange mange timers køretur og en nu ikke- eksisterende røv, så var det en rigtig dejlig tur:). Anthony havde arrangeret et fantastisk program, som blandt andet omhandlede Monkey Villages hvor aberne rendte frit rundt mellem os hvor vi boede, kanotur, Mole National Park, hiking ( safaritur til fods), besøg til små landsbyer,samt museumsbesøg hvor man virkelig fik en god baggrundsviden om Ghana.
Jeg vil sige at det mest spændende på turen tog sted på Mole National Park, som var det sted vi tilbragte det meste af vores tur. For vi blev nemlig jagtet af en fuldvoksen 40-årig aggressiv hanelefant. Der mærkede man et kort øjeblik at man var i live.. puh blev lidt bange:) Da vi havde stået og gloet på den i et stykke tid fik elefanten øje på os og begyndte at bevæge sig hen imod os.Tur guiderne begyndte sådan lidt afslappet at sige: "Run". 2 sek senere.. "Okay you run".. 1 sek senere.. "RUUUUUUUN!!!" og trak deres gevær mens de løb. Hehe.. var sgu en lidt vild oplevelse. Men bortset fra det var det helt fantastisk at se så flot et dyr i sit eget miljø.
Undervejs stødte vi også på et par store bavianer, som havde en tendens til at komme op og stjæle folks mad mens man sad og spiste på restauranten.. hehe.. dem havde Jeanet og Trine fornøjelsen af.
På vej mod Kumasi skulle vi besøge en lille landsby som var i besiddelse af den ældste moske i Ghana. Tur guiden mente vi skulle have en lille rundvisning rundt i landsbyen, hvilket blandt andet bestod af at man skulle stå i indbyggernes private hjem og baggårde, som for mig var meget grænseoverskridende. Dette var folks hjem og liv vi stod midt i, og synes det var enormt udstillende, og på ingen måde værdigt overfor dem som boede der. Det var faktisk ret ubehageligt.
Vi fik lov til at kigge ind i en lille hytte som var lavet af vand, lort og ler, og hvor taget kun lige blev holdt oppe af et par træpæle. Altså, det er vildt imponerende at de kan leve af så få midler, og stadig have det største smil på og være så utrolig imødekommende overfor fremmede, som står og glor på deres.. ja måde at leve på. Og så står man der med en flaske vand som koster mere end hvad de tjener på en dag.
I en af hytterne lod jeg mærke til en sætning som var skrevet ind over dørkarmen, og som bare var så korrekt: " Enter with peace - go out with love". Sætningen passede utrolig godt til besøget, og er meget tankevækkende.
Efter besøget kunne jeg ikke rigtig slippe følelsen af være flov, ja faktisk så gik jeg og skammede mig. Skammede mig over alle de ting som jeg har derhjemme..og alle de småting man brokker sig over, fordi tingene ikke lige går som man vil have det, og her sidder de og kæmper for at holde sammen på deres liv, med ingen midler. Hvem har egentlig brug for fladskærm, iphone osv.. det er jo forfærdeligt. Jeg havde allermest lyst til at ligge alt hvad jeg havde af penge på mig til dem, men det ville jo ikke tilnærmelsesvis hjælpe dem. Vi har ingen ide om hvor godt vi har det i lille Danmark. Jeg ved det nu!.
Dagen efter turen stod den på arbejde på CAS. Dagen bestod af International Street Childrens Day. Den hollandske studerende, Trine M, Trine F og jeg brugte hele ugen inden vores 7 dages tur på at lave et stort slags Ludo spil hvorpå der var forskellige slags opgaver man skulle løse. Vi lavede fine kort med opgaver og udfordringer som havde relation til CAS, og lavede alle reglerne for spillet.
Så kom dagen hvor dette spil skulle finde sted.. sikke en børnehave! Vi møder op kl 9, og det første vi får af vide er, at vi har intet personale til rådighed. Nå... på med vanten og vi går i gang. Trine M og jeg var ved at få et føl op til flere gange da det viser sig (som vi lidt havde forudset) at de voksne/personalet er 30 gange værre end børn eftersom de skulle deltage i legen. De råbte og skreg når der var noget som de ikke forstod, blandede sig i vores opgaver, papirer og havde ingen tålmodighed Til sidste måtte trine og jeg virkelig trampe i gulvet og tale med store ord på bedste pædagogisk vis selvfølgelig:) at det var os som styrede spillet og at de måtte have tålmodighed for vi kunne kun have en gruppe af gangen. og der var ingen grund til at hidse sig op. Nogle af de ansatte blev virkelig sure, og lukkede af for alt kommunikation.
Apropos kommunikation syntes jeg ikke at kommunikationen er blevet bedre på CAS, vi får stadig intet af vide om hvad der foregår, meget kommunikation foregår stadig på Twi, selvom man beder dem om at tale engelsk. Og minder dem om reglen 80% engelsk og 20% Twi. Derudover er det enormt ekskluderende at rende rundt og arrangere nogle fordrag og aktiviteter, som man forventer man skal udføre og derfor forbereder sig, og faktisk glæder sig til at vise dem, og pludselig bliver man bare overruled og tilsidesat fordi så skal personalet lige noget andet og alt undervisning er aflyst. Uden varsel!!! Og det er efterhånden set par gange nu, og jeg er begyndt at blive godt og grundig frustreret.
-Rie
Jeg vil sige at det mest spændende på turen tog sted på Mole National Park, som var det sted vi tilbragte det meste af vores tur. For vi blev nemlig jagtet af en fuldvoksen 40-årig aggressiv hanelefant. Der mærkede man et kort øjeblik at man var i live.. puh blev lidt bange:) Da vi havde stået og gloet på den i et stykke tid fik elefanten øje på os og begyndte at bevæge sig hen imod os.Tur guiderne begyndte sådan lidt afslappet at sige: "Run". 2 sek senere.. "Okay you run".. 1 sek senere.. "RUUUUUUUN!!!" og trak deres gevær mens de løb. Hehe.. var sgu en lidt vild oplevelse. Men bortset fra det var det helt fantastisk at se så flot et dyr i sit eget miljø.
Undervejs stødte vi også på et par store bavianer, som havde en tendens til at komme op og stjæle folks mad mens man sad og spiste på restauranten.. hehe.. dem havde Jeanet og Trine fornøjelsen af.
På vej mod Kumasi skulle vi besøge en lille landsby som var i besiddelse af den ældste moske i Ghana. Tur guiden mente vi skulle have en lille rundvisning rundt i landsbyen, hvilket blandt andet bestod af at man skulle stå i indbyggernes private hjem og baggårde, som for mig var meget grænseoverskridende. Dette var folks hjem og liv vi stod midt i, og synes det var enormt udstillende, og på ingen måde værdigt overfor dem som boede der. Det var faktisk ret ubehageligt.
Vi fik lov til at kigge ind i en lille hytte som var lavet af vand, lort og ler, og hvor taget kun lige blev holdt oppe af et par træpæle. Altså, det er vildt imponerende at de kan leve af så få midler, og stadig have det største smil på og være så utrolig imødekommende overfor fremmede, som står og glor på deres.. ja måde at leve på. Og så står man der med en flaske vand som koster mere end hvad de tjener på en dag.
I en af hytterne lod jeg mærke til en sætning som var skrevet ind over dørkarmen, og som bare var så korrekt: " Enter with peace - go out with love". Sætningen passede utrolig godt til besøget, og er meget tankevækkende.
Efter besøget kunne jeg ikke rigtig slippe følelsen af være flov, ja faktisk så gik jeg og skammede mig. Skammede mig over alle de ting som jeg har derhjemme..og alle de småting man brokker sig over, fordi tingene ikke lige går som man vil have det, og her sidder de og kæmper for at holde sammen på deres liv, med ingen midler. Hvem har egentlig brug for fladskærm, iphone osv.. det er jo forfærdeligt. Jeg havde allermest lyst til at ligge alt hvad jeg havde af penge på mig til dem, men det ville jo ikke tilnærmelsesvis hjælpe dem. Vi har ingen ide om hvor godt vi har det i lille Danmark. Jeg ved det nu!.
Dagen efter turen stod den på arbejde på CAS. Dagen bestod af International Street Childrens Day. Den hollandske studerende, Trine M, Trine F og jeg brugte hele ugen inden vores 7 dages tur på at lave et stort slags Ludo spil hvorpå der var forskellige slags opgaver man skulle løse. Vi lavede fine kort med opgaver og udfordringer som havde relation til CAS, og lavede alle reglerne for spillet.
Så kom dagen hvor dette spil skulle finde sted.. sikke en børnehave! Vi møder op kl 9, og det første vi får af vide er, at vi har intet personale til rådighed. Nå... på med vanten og vi går i gang. Trine M og jeg var ved at få et føl op til flere gange da det viser sig (som vi lidt havde forudset) at de voksne/personalet er 30 gange værre end børn eftersom de skulle deltage i legen. De råbte og skreg når der var noget som de ikke forstod, blandede sig i vores opgaver, papirer og havde ingen tålmodighed Til sidste måtte trine og jeg virkelig trampe i gulvet og tale med store ord på bedste pædagogisk vis selvfølgelig:) at det var os som styrede spillet og at de måtte have tålmodighed for vi kunne kun have en gruppe af gangen. og der var ingen grund til at hidse sig op. Nogle af de ansatte blev virkelig sure, og lukkede af for alt kommunikation.
Apropos kommunikation syntes jeg ikke at kommunikationen er blevet bedre på CAS, vi får stadig intet af vide om hvad der foregår, meget kommunikation foregår stadig på Twi, selvom man beder dem om at tale engelsk. Og minder dem om reglen 80% engelsk og 20% Twi. Derudover er det enormt ekskluderende at rende rundt og arrangere nogle fordrag og aktiviteter, som man forventer man skal udføre og derfor forbereder sig, og faktisk glæder sig til at vise dem, og pludselig bliver man bare overruled og tilsidesat fordi så skal personalet lige noget andet og alt undervisning er aflyst. Uden varsel!!! Og det er efterhånden set par gange nu, og jeg er begyndt at blive godt og grundig frustreret.
-Rie
onsdag den 14. marts 2012
Nu er det os som bestemmer..
Nåh, nu er det vist på tide jeg får skrevet om alt det, som jeg har oplevet den sidste halvanden uges tid.
Mandag startede ud med at vi havde et evalueringsmøde med vores superviser på CAS, hvor vi fik mulighed for at fortælle om hvilke udfordringer vi så på institutionen. Senere på ugen blev der diskuteret omkring vores ideer og projekter for hele praktkperioden.
Tirsdag blev der fejret Independence Day, som foregik på den måde at man skulle placerer sig på Independence Square i Accra og sidde og kigge på at skolebørn, militæret, brandmænd, politiet og frøkorpset marcherede frem og tilbage.Det var en kæmpe flot parade,.Vi kører forbi Independence Square hver dag på vej til arbejde, og vi har set hvordan de har gået og øvet om og om igen. så vi var lidt nysgerrige omkring hvordan det mon ville foregå. Paraden stod på i ca 4 timer, og blev sluttet af med et par kæmpe kanonbrag.. Normen er så, at man holder fri resten af dagen og fejrer dagen. De fleste holder faktisk også fri dagen efter.
Weekenden bestod af en køretur til HoHoe, som ligger en 5-6 timers kørsel fra Acrra. Vi tog af sted ved en 06.30 tiden og ankom til The Monkey Village først på formiddagen, hvor vi fik en tur på ca 45 min rundt i den dejlige grønne natur. Senere på turen fik vi kastet en banan i hånden.. og vupti var der små vilde aber over det hele, som kastede sig ud fra træerne for at skrælle bananen og få en bid. Nogle aber hoppede endda ud på ens arm hvis man ønskede det. Efter abeturen blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi tilbragte resten af dagen.
Næste morgen kl. 09.00 fortsatte køreuren mod verdens lækreste vandfald skulle jeg hilse at sige. Vi fik tildelt en guide som førte os gennem den mest fantastiske grønne natur., der i blandt med små floder hvor vi så en hel familie stå og vaske deres tøj fordi vandet er så rent, faktisk så rent at man godt kan tage en tår. Dernæst stødte vi på vandfaldet, som bare var så utrolig fedt at se - eftersom jeg aldrig har set vandfald.. hæ.. Der var ingen tøven.. vi hoppede alle i med det samme.
Efter badeturen fortsatte turen mod Ghanas højeste bjerg.. som vi sjovt nok skulle bestige. Puuh.. det var ret hårdt, men det hele værd når man kom op toppen og så den ubeskrivelige udsigt. Meeen der var jo også en tur ned igen.. bom siger jeg bare;) Så kommer jeg ned efter en halvanden times knokleri, og spørger pænt hvor lang tid det tager vores ret så unge guider at komme op og ned? Nååårh en 10 min op og 5 min ned i god løbestil.. og i klip klappere. De LØB i KLIP KlAPPERE!! Hold nu op!! Det var da ret blæret tænkte jeg, mens jeg satte min meget trætte og lettere ødelagte krop ind i bilen.
Efter klatreturen havde vi en 4 timers lang køretur foran os hjem til Osu.
Mandag kunne vi så småt begynde på nogle af vores planlagte projekter. Det første vi har valgt at starte ud med er en pigegruppe ( eller støttegruppe ) som bliver afholdt hver mandag, hvor pigerne kan komme med spørgsmål mellem himmel og jord, eller hvis de har nogle problemer som de gerne vil tale om, så har de muligheden for det der. Vi så dog gerne at pigerne måske selv kom med nogle emner som de personligt synes er interessante. Pigerne havde lidt rå attitude på den dag, og nærmest nægtede at tale engelsk, samt prøvede så vidt muligt at provokerer os på det groveste, men vi håber de vil tage det bare lidt til sig Men indtil videre har vi har haft en introduktions runde, og givet informationer til dem. Så må vi se hvordan det går næste gang. Vi bliver i hvertfald nødt til at skrue bissen på, og vise dem hvem der bestemmer ellers vil de ikke tage os alvorligt.
Hver tirsdag morgen har vi sport and games. Så der kom vi på banen og startede dagen ud med at arranger trebenet fodbold, hvilket var en kæmpe succes hos børnene. De syntes det var mægtig skægt, og gav udtryk for at det vil de rigtig gerne prøve igen. de kom endda selv med ideer til andre sportslege. Hele intentionen bag trebenet fodbold gik ud på, at de skulle få fornemmelsen af hvordan teamwork kunne foregå. For i den virkelig verden, kan de komme ud for, at de skulle kunne arbejde sammen med andre for at få udført en særlig opgave.
Onsdag skulle vi på institutionsbesøg på Autisme Center. Mit første indtryk af stedet var, at det var et rigtig dejligt sted med en masse lækre faciliteter og masser af muligheder, samt et engageret personale. Men mange af de caregivers som arbejder der er åbenbart ikke uddannet eller har haft noget med børn med autisme at gøre før. Kunne fornemme at hele intentionen og følingen bag hele institutionen var god, men hvor ville det være fantastisk hvis mange af de caregivers fik den viden der hørte til, til at kunne arbejde med børn med autisme. Så ville det være et alletiders sted.
-Rie
Mandag startede ud med at vi havde et evalueringsmøde med vores superviser på CAS, hvor vi fik mulighed for at fortælle om hvilke udfordringer vi så på institutionen. Senere på ugen blev der diskuteret omkring vores ideer og projekter for hele praktkperioden.
Tirsdag blev der fejret Independence Day, som foregik på den måde at man skulle placerer sig på Independence Square i Accra og sidde og kigge på at skolebørn, militæret, brandmænd, politiet og frøkorpset marcherede frem og tilbage.Det var en kæmpe flot parade,.Vi kører forbi Independence Square hver dag på vej til arbejde, og vi har set hvordan de har gået og øvet om og om igen. så vi var lidt nysgerrige omkring hvordan det mon ville foregå. Paraden stod på i ca 4 timer, og blev sluttet af med et par kæmpe kanonbrag.. Normen er så, at man holder fri resten af dagen og fejrer dagen. De fleste holder faktisk også fri dagen efter.
Weekenden bestod af en køretur til HoHoe, som ligger en 5-6 timers kørsel fra Acrra. Vi tog af sted ved en 06.30 tiden og ankom til The Monkey Village først på formiddagen, hvor vi fik en tur på ca 45 min rundt i den dejlige grønne natur. Senere på turen fik vi kastet en banan i hånden.. og vupti var der små vilde aber over det hele, som kastede sig ud fra træerne for at skrælle bananen og få en bid. Nogle aber hoppede endda ud på ens arm hvis man ønskede det. Efter abeturen blev vi kørt hen til et hotel, hvor vi tilbragte resten af dagen.
Næste morgen kl. 09.00 fortsatte køreuren mod verdens lækreste vandfald skulle jeg hilse at sige. Vi fik tildelt en guide som førte os gennem den mest fantastiske grønne natur., der i blandt med små floder hvor vi så en hel familie stå og vaske deres tøj fordi vandet er så rent, faktisk så rent at man godt kan tage en tår. Dernæst stødte vi på vandfaldet, som bare var så utrolig fedt at se - eftersom jeg aldrig har set vandfald.. hæ.. Der var ingen tøven.. vi hoppede alle i med det samme.
Efter badeturen fortsatte turen mod Ghanas højeste bjerg.. som vi sjovt nok skulle bestige. Puuh.. det var ret hårdt, men det hele værd når man kom op toppen og så den ubeskrivelige udsigt. Meeen der var jo også en tur ned igen.. bom siger jeg bare;) Så kommer jeg ned efter en halvanden times knokleri, og spørger pænt hvor lang tid det tager vores ret så unge guider at komme op og ned? Nååårh en 10 min op og 5 min ned i god løbestil.. og i klip klappere. De LØB i KLIP KlAPPERE!! Hold nu op!! Det var da ret blæret tænkte jeg, mens jeg satte min meget trætte og lettere ødelagte krop ind i bilen.
Efter klatreturen havde vi en 4 timers lang køretur foran os hjem til Osu.
Mandag kunne vi så småt begynde på nogle af vores planlagte projekter. Det første vi har valgt at starte ud med er en pigegruppe ( eller støttegruppe ) som bliver afholdt hver mandag, hvor pigerne kan komme med spørgsmål mellem himmel og jord, eller hvis de har nogle problemer som de gerne vil tale om, så har de muligheden for det der. Vi så dog gerne at pigerne måske selv kom med nogle emner som de personligt synes er interessante. Pigerne havde lidt rå attitude på den dag, og nærmest nægtede at tale engelsk, samt prøvede så vidt muligt at provokerer os på det groveste, men vi håber de vil tage det bare lidt til sig Men indtil videre har vi har haft en introduktions runde, og givet informationer til dem. Så må vi se hvordan det går næste gang. Vi bliver i hvertfald nødt til at skrue bissen på, og vise dem hvem der bestemmer ellers vil de ikke tage os alvorligt.
Hver tirsdag morgen har vi sport and games. Så der kom vi på banen og startede dagen ud med at arranger trebenet fodbold, hvilket var en kæmpe succes hos børnene. De syntes det var mægtig skægt, og gav udtryk for at det vil de rigtig gerne prøve igen. de kom endda selv med ideer til andre sportslege. Hele intentionen bag trebenet fodbold gik ud på, at de skulle få fornemmelsen af hvordan teamwork kunne foregå. For i den virkelig verden, kan de komme ud for, at de skulle kunne arbejde sammen med andre for at få udført en særlig opgave.
Onsdag skulle vi på institutionsbesøg på Autisme Center. Mit første indtryk af stedet var, at det var et rigtig dejligt sted med en masse lækre faciliteter og masser af muligheder, samt et engageret personale. Men mange af de caregivers som arbejder der er åbenbart ikke uddannet eller har haft noget med børn med autisme at gøre før. Kunne fornemme at hele intentionen og følingen bag hele institutionen var god, men hvor ville det være fantastisk hvis mange af de caregivers fik den viden der hørte til, til at kunne arbejde med børn med autisme. Så ville det være et alletiders sted.
-Rie
mandag den 5. marts 2012
Survival of the Fittest..
Mandag bestod af en tur på Street Girls Aid, Nursery
Department, som er en søster afdeling til CAS. Det må jeg ærlig talt sige var
en hård oplevelse. Små børn som klynger sig til en inden man nærmest er kommet
helt ind af lågen, fordi de mangler så meget opmærksomhed, omsorg og generelt
menneskelig kontakt.
Jeg sad på et tidspunkt med en lille pige, som var hel opløst af gråd, og som endte med at falde i søvn i min arme af ren og skær udmattelse. Pludselig kommer der en caregiver hen og hiver hende ud af mine arme og siger.. ” No cuddleling!” Jeg sad med åben mund og polypper, og spurgte hvorfor? Det eneste svar jeg fik var, at jeg skulle gå ud til de andre børn.
Dagen var ekstrem og man så børn der blev hevet og flået i dagen lang, og børnene slog hinanden hele tiden, men det er jo klart for hvis det er det eneste de lærer fra caregiverne, at man slår, så er det jo det man gør. Problemet er bare at, børnene ikke er gamle nok til at vide hvis har gjort noget forkert. Hvis jeg nu siger 136 børn og 5 caregivers, hvad siger du så??? . Det er jo fuldstændig forrykt!!!.De stakkels børn græder dagen lang, og sidder og peger mod den store låge, som de tidligere så deres mor løbe ud af for at slippe for deres eget barns omklamrende desperate greb.
Jeg må sige det værste var da børnene skulle sove til middag, og vi skulle hjælpe børnene med tøjet. Det skal lige siges at børnene blev kun skiftet hvis der var afføring i, men kun hvis de var heldige, de kunne skam også få lov til at rende rundt med en ble så tung at den nærmest hang nede om knæene. Men ellers kunne de rende rundt med den samme ble hele dagen.
Nå, men jeg sidder der og hjælper en lille dreng ude foran sovelokalet, dernæst ser jeg en pige som er kravlet op i vindueskarmen for at vinke til mig, hun bliver så revet ned fra vindueskarmen af en caregiver, og derefter kan jeg bare høre slagene fra bambuspinden, om og om igen. Pigen hylede og græd fuldstændig hæmningsløst. Det giver mig stadig en stor klump i maven hver gang jeg tænker på det. Disse børn er så skadet at jeg næsten ikke tør tænke på hvordan deres fremtid kommer til at se ud, når man starter livet på den her måde. Mange af børnene kan ikke engang holde øjenkontakt og er nærmest helt apatiske. Jeg vil tillade mig at sige, at alt dette som jeg har observeret her denne dag, er omsorgssvigt. Desværre skulle vi derhen igen fredag formiddag, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til at gå gennem den store låge, for jeg vidste hvad der ventede mig. En følelse af magtesløshed.
Jeg sad på et tidspunkt med en lille pige, som var hel opløst af gråd, og som endte med at falde i søvn i min arme af ren og skær udmattelse. Pludselig kommer der en caregiver hen og hiver hende ud af mine arme og siger.. ” No cuddleling!” Jeg sad med åben mund og polypper, og spurgte hvorfor? Det eneste svar jeg fik var, at jeg skulle gå ud til de andre børn.
Dagen var ekstrem og man så børn der blev hevet og flået i dagen lang, og børnene slog hinanden hele tiden, men det er jo klart for hvis det er det eneste de lærer fra caregiverne, at man slår, så er det jo det man gør. Problemet er bare at, børnene ikke er gamle nok til at vide hvis har gjort noget forkert. Hvis jeg nu siger 136 børn og 5 caregivers, hvad siger du så??? . Det er jo fuldstændig forrykt!!!.De stakkels børn græder dagen lang, og sidder og peger mod den store låge, som de tidligere så deres mor løbe ud af for at slippe for deres eget barns omklamrende desperate greb.
Jeg må sige det værste var da børnene skulle sove til middag, og vi skulle hjælpe børnene med tøjet. Det skal lige siges at børnene blev kun skiftet hvis der var afføring i, men kun hvis de var heldige, de kunne skam også få lov til at rende rundt med en ble så tung at den nærmest hang nede om knæene. Men ellers kunne de rende rundt med den samme ble hele dagen.
Nå, men jeg sidder der og hjælper en lille dreng ude foran sovelokalet, dernæst ser jeg en pige som er kravlet op i vindueskarmen for at vinke til mig, hun bliver så revet ned fra vindueskarmen af en caregiver, og derefter kan jeg bare høre slagene fra bambuspinden, om og om igen. Pigen hylede og græd fuldstændig hæmningsløst. Det giver mig stadig en stor klump i maven hver gang jeg tænker på det. Disse børn er så skadet at jeg næsten ikke tør tænke på hvordan deres fremtid kommer til at se ud, når man starter livet på den her måde. Mange af børnene kan ikke engang holde øjenkontakt og er nærmest helt apatiske. Jeg vil tillade mig at sige, at alt dette som jeg har observeret her denne dag, er omsorgssvigt. Desværre skulle vi derhen igen fredag formiddag, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til at gå gennem den store låge, for jeg vidste hvad der ventede mig. En følelse af magtesløshed.
Tirsdag, var vi på
fieldwork i Kaneshie hvor der ligger et kæmpe marked. Her fik muligheden for at
se hvor gadebørnene tilbringer deres tid, og hvor de står hver eneste morgen og
kæmper om de få jobs der er til rådighed, såsom at bære store sække med yams
for ingen penge i timen.
Irene som er socialworker tog os med rundt på det store marked, hvor vi stødte ind i nogle gadedrenge som tidligere har tilbragt tid på CAS. Vi fik talt lidt med dem om hvorfor de ikke kom på CAS mere, og det var faktisk ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke havde penge til transporten dertil. Vi afsluttede samtalen med at opfordre dem til at dukke op på CAS, for det ville være det første skridt på vejen mod en uddannelse. Vi tog så hjem til CAS igen, og ganske rigtigt senere på eftermiddagen dukkede en af drengene op. Det var en skøn oplevelse at de faktisk lyttede til os, og selv valgte at gøre noget for at komme et skridt videre i den rigtige retning på vores opfordring. Det var sgu FEDT at se at det hjalp! Det er derfor rigtig træls at fieldwork er blevet nedlagt på grund af manglende donationer, for hvis børnene ikke får nys eller bliver mindet om CAS via fieldworkers, vil der ikke dukke nogen op på centeret, og måske vil mange gode sjæle med potentiale gå tabt.
Irene som er socialworker tog os med rundt på det store marked, hvor vi stødte ind i nogle gadedrenge som tidligere har tilbragt tid på CAS. Vi fik talt lidt med dem om hvorfor de ikke kom på CAS mere, og det var faktisk ikke fordi de ikke ville, men fordi de ikke havde penge til transporten dertil. Vi afsluttede samtalen med at opfordre dem til at dukke op på CAS, for det ville være det første skridt på vejen mod en uddannelse. Vi tog så hjem til CAS igen, og ganske rigtigt senere på eftermiddagen dukkede en af drengene op. Det var en skøn oplevelse at de faktisk lyttede til os, og selv valgte at gøre noget for at komme et skridt videre i den rigtige retning på vores opfordring. Det var sgu FEDT at se at det hjalp! Det er derfor rigtig træls at fieldwork er blevet nedlagt på grund af manglende donationer, for hvis børnene ikke får nys eller bliver mindet om CAS via fieldworkers, vil der ikke dukke nogen op på centeret, og måske vil mange gode sjæle med potentiale gå tabt.
-Rie
mandag den 27. februar 2012
Vi slår normalt ikke..
I sidste uge fik os et par ret mærkværdige oplevelser. Vi startede ugen med en gang religion/kristendom, som de med andre ord kalder Religious and Moral Education. Som vi selvfølgelig skulle deltage i, og desuden kunne det være interessant og høre hvordan de betragter Gud og hele livet på. Læreren starter så timen ud med at sige:" Ria ( fordi de på ingen måde kan udtale mit navn)... do you believe in God?" og jeg svarede så nej, for det gør jeg på ingen måde. Det satte dermed en rigtig absurd og lidt skræmmende samtale igang, eftersom de mener at Gud styrer alt.. og jeg mener ALT.. alt hvad vi for eksempel foretager os.. det er Gud! Dermed fik vi fornøjelsen af at skulle sidde og lægge øre til hvordan vi i Europa overhovedet ikke kendte til religion, at Gud er i os alle og at vi kunne se Ham bare ved at kigge på sidemanden... nåh ja, forresten og at de sorte skal overtage verdensherredømmet snarest muligt.
Derudover faldt snakken på forurening, det mente læreren jo ikke var det helt store issue - folk kan jo bare lade vær hvis de synes det!!?? Og det at tro på evolution var jo bare noget værre pjat, generelt det at der fandtes en naturvidenskabelig forklaring, var jo noget værre vås. Bom! Kan I så lige se tre tøser, hvis underkæbe der faldt til jorden der??
Senere på ugen fik os en ret stor forskrækkelse, da vi pludselig fik "fornøjelsen" af bambuspinden. Vi tre tøser sidder pænt og venter på at timen går i gang, da den samme lærer fra kristendomundervisningen kommer ind med med et meget uhyggeligt blik i øjnene og en lang bambuspind i den ene hånd. Stemningen i klassen vendte hurtig fra hyggelig og rar til uhyggelig. Læreren lagde ud at sige, at nu skulle han have deres fulde opmærksomhed og at de skulle tie stille, og hvis man kom for sent ville man få tæsk. Alt dette sagde han med en truende stemme mens han samtidig slog i bordet foran elverne. Vi sad alle tre og blev utrolig nervøse og bange, og med en stor klump i maven. Ens første indskydelse er at fare op og rive den bambuspind ud af hånden på ham og knække den i 1000 stykker. Og give ham en lærestreg han selv aldrig ville glemme.
Så valgte han så at bruge ca halvanden time på at lukke bull.shit ud, om at man skal spare mens man er ung - for er man først rig, så bliver man aldrig fattig igen og når man først er blevet 40 år så behøver man ikke at arbejde mere - og at alle europæer er rige. Han stod direkte og lovede dem guld og grønne skove.
Efter timen blev vi tilbage og spurgte lærerinden som vi synes er rigtig dygtig, hvorfor der var taget en bambuspind med ind til undervisningen, hvor hun valgte at grine lidt forlegen og svarede til at de har en regel på CAS om at de ikke må slå børnene, så det gør de ikke så meget eller i hvertfald ikke normalt. De bruger mest pinden til at true med, så børnene ville opføre sig ordentlig. Desuden har pinden ikke den store indflydelse på dem, da de jo kommer fra gaden. Så de er jo ret godt hærdet i forvejen Hmm hvordan skal den lige tolkes?? Er det virkelig en måde at prøve at retfærdiggøre noget på, som man godt ved ikke er i orden. Ja, jeg spørger bare! Det er bare slet ikke i orden!!!!!!!!!
Lærerinden sagde hvis der var mere vi ville vide ang. brug af bambuspinden skulle vi gå til ledelsen. Godt så!
Men udover det, var vi i fredags så heldige at have en samtale med brother Jos, som er lederen på CAS. Hvor vi fik af vide at der fra mandag af ville komme nogle norske studerende som også skal tilbringe deres praktik på CAS. Hvilket vil sige at vi skal rykkes ud på Hopeland ( fordi de er kommet til at tage for mange studerende ind ) som er i the middle of nowhere, og som ca tager 2 timer i transport hver vej. Det var på ingen måde hvad vi havde regnet med, især ikke når vi nu har gået og arrangeret projekter og aktiviteter, og har en skide god forbindelse og kommunikation med de unge. Jeg må indrømme at jeg blev ret ærgerlig over det. Vi tog en kort samtale med brother Jos,hvor vi prøvede at argumentere og kæmpe for at få lov til at blive på CAS. Samme dag tog han vores sag med til møde, og vi skal vente heeeeelt til på fredag for at få svar på om vi skal være på Hopeland eller CAS.
I weekenden har vi været til bryllup, hos en bekendt af Anthony.. Det mindede meget om et dansk bryllup, bare med meget mere sang og farver. I anledning havde vi alle fået syet fine afrikanske kjoler. Det var interessant at være en del af.
Den kommende uge kommer til at bestå at besøg på Street Girls Aid, som er en søster organisation til CAS. Vi får også muligheden for at opleve fieldwork, som ellers er blevet nedlagt. Hvor vi skal ud og opsøge børnene på gaden. Det kommer til at bestå af en dag tur og aften tur, for også at se hvor de sover osv.
- Rie
Derudover faldt snakken på forurening, det mente læreren jo ikke var det helt store issue - folk kan jo bare lade vær hvis de synes det!!?? Og det at tro på evolution var jo bare noget værre pjat, generelt det at der fandtes en naturvidenskabelig forklaring, var jo noget værre vås. Bom! Kan I så lige se tre tøser, hvis underkæbe der faldt til jorden der??
Senere på ugen fik os en ret stor forskrækkelse, da vi pludselig fik "fornøjelsen" af bambuspinden. Vi tre tøser sidder pænt og venter på at timen går i gang, da den samme lærer fra kristendomundervisningen kommer ind med med et meget uhyggeligt blik i øjnene og en lang bambuspind i den ene hånd. Stemningen i klassen vendte hurtig fra hyggelig og rar til uhyggelig. Læreren lagde ud at sige, at nu skulle han have deres fulde opmærksomhed og at de skulle tie stille, og hvis man kom for sent ville man få tæsk. Alt dette sagde han med en truende stemme mens han samtidig slog i bordet foran elverne. Vi sad alle tre og blev utrolig nervøse og bange, og med en stor klump i maven. Ens første indskydelse er at fare op og rive den bambuspind ud af hånden på ham og knække den i 1000 stykker. Og give ham en lærestreg han selv aldrig ville glemme.
Så valgte han så at bruge ca halvanden time på at lukke bull.shit ud, om at man skal spare mens man er ung - for er man først rig, så bliver man aldrig fattig igen og når man først er blevet 40 år så behøver man ikke at arbejde mere - og at alle europæer er rige. Han stod direkte og lovede dem guld og grønne skove.
Efter timen blev vi tilbage og spurgte lærerinden som vi synes er rigtig dygtig, hvorfor der var taget en bambuspind med ind til undervisningen, hvor hun valgte at grine lidt forlegen og svarede til at de har en regel på CAS om at de ikke må slå børnene, så det gør de ikke så meget eller i hvertfald ikke normalt. De bruger mest pinden til at true med, så børnene ville opføre sig ordentlig. Desuden har pinden ikke den store indflydelse på dem, da de jo kommer fra gaden. Så de er jo ret godt hærdet i forvejen Hmm hvordan skal den lige tolkes?? Er det virkelig en måde at prøve at retfærdiggøre noget på, som man godt ved ikke er i orden. Ja, jeg spørger bare! Det er bare slet ikke i orden!!!!!!!!!
Lærerinden sagde hvis der var mere vi ville vide ang. brug af bambuspinden skulle vi gå til ledelsen. Godt så!
Men udover det, var vi i fredags så heldige at have en samtale med brother Jos, som er lederen på CAS. Hvor vi fik af vide at der fra mandag af ville komme nogle norske studerende som også skal tilbringe deres praktik på CAS. Hvilket vil sige at vi skal rykkes ud på Hopeland ( fordi de er kommet til at tage for mange studerende ind ) som er i the middle of nowhere, og som ca tager 2 timer i transport hver vej. Det var på ingen måde hvad vi havde regnet med, især ikke når vi nu har gået og arrangeret projekter og aktiviteter, og har en skide god forbindelse og kommunikation med de unge. Jeg må indrømme at jeg blev ret ærgerlig over det. Vi tog en kort samtale med brother Jos,hvor vi prøvede at argumentere og kæmpe for at få lov til at blive på CAS. Samme dag tog han vores sag med til møde, og vi skal vente heeeeelt til på fredag for at få svar på om vi skal være på Hopeland eller CAS.
I weekenden har vi været til bryllup, hos en bekendt af Anthony.. Det mindede meget om et dansk bryllup, bare med meget mere sang og farver. I anledning havde vi alle fået syet fine afrikanske kjoler. Det var interessant at være en del af.
Den kommende uge kommer til at bestå at besøg på Street Girls Aid, som er en søster organisation til CAS. Vi får også muligheden for at opleve fieldwork, som ellers er blevet nedlagt. Hvor vi skal ud og opsøge børnene på gaden. Det kommer til at bestå af en dag tur og aften tur, for også at se hvor de sover osv.
- Rie
mandag den 20. februar 2012
Why worry...
Så er endnu en uge passeret, og det er næsten ikke til at forstå.. Jeg er helt blæst omkuld over hvor venlige og imødekommende det ghanesiske folkefærd er. Hvis man har givet hånd et par gange er man nærmest bedste venner.
I denne uge har vi blandt andet besøgt Hopeland, som er en del af CAS, og som vi ville kunne vælge at tilbringe vores 6 måneder. Det er en farm som ligger lidt langt inde i landet, med andre andre ord, kræver det en transporttid på 2 timer og 30 min hver vej, og et hav af skift af busser. Absolut ikke en succes. Men bortset fra det, rummer Hopeland et dejlig fredeligt miljø for børnene, hvor det giver dem rig mulighed for at koncentrere sig om at komme væk fra gaden og se fremad i livet. Børnene har faste pligter på farmen hver eneste dag, såsom at passe de forskellige dyr. Derudover har de også almindelig klasse undervisning. Det er dog ikke vores førsteprioritet.
Hver morgen jeg møder ind på CAS, kan jeg ikke lade vær med at smile, for hver eneste morgen bliver man mødt af de største smil og en begejstring uden lige med knus og diverse "seje" håndtegn :). Mange af de unge er utrolig livsglade og stråler, men har også en hård attitude udadtil.
Men ellers er ugen passeret ganske stille og roligt. Vi er så småt begyndt at finde frem til nogle rutiner i vores hverdag hernede,og det begynder at hjælpe lidt på det.Vi har gået og brainstormet i løbet af ugen, og har muligvis fundet frem til et par aktiviteter og projekter vi godt kunne tænke os at tage fat i.
De unge har ikke gode engelsk kundskaber, og skifter tit over til Twi, hvilket gør det svært at følge med i hvad der sker rundt omkring. Så første skridt på vores ønskeliste er at bede dem om at tale engelsk når vi er til stede. Da det for det første er en smule træls at man ikke kan følge med i hverken undervisning eller bare generelt samtaler. Desuden burde de ansatte gøre det til et krav at tale engelsk til børnene, for mange af dem kan hverken tale eller skrive engelsk, og hvis der ikke bliver talt til dem på engelsk, hvordan skulle de så lære det. Dog har vi observeret en lærerinde på stedet, som faktisk gør et rigtig godt stykke arbejde. Fx i geografi laver hun konkurrencer og lærer dem remser som kan gøre det nemmere for dem at huske.
For at børnene skal tage det at være på CAS alvorligt, har de ansatte nu lavet
en regel om at hvis der ikke er forbedring eller udvikling af nogen som helst
art (såsom faglig forbedring, være anstændig klædt og have god personlig
hygiejne osv.) så ryger de ud efter tre måneder. De ansatte påstår de har journaler
på alle børnene og der bliver skrevet ned omkring deres færden og udvikling.
Men der findes ingen journaler, derfor er vores næste ønske at lave journaler
for hvert enkelt barn, inklusiv deres livshistorie, så der er dokumentation på
at de her børn faktisk eksisterer.
Børnene er bagud rent fagligt, og her kan CAS træde til, for hvis børnene hjælper sig selv ved at holde sig fra gaden, hjælper CAS dem. Men børnene skal vise interesse i at komme videre med deres liv og være målrettet, selvom der kan komme forhindringer på deres vej. Som gadebarn kan du ikke tænke på fremtiden, men kun på hvordan du kan skaffe den næste omgang mad osv. Man lærer at overleve, og forme sig et liv på gaden. Det handler kort og godt om survival of the fittest.
I klasseværelset på CAS, står der en sætning langs væggen hele vejen rundt i rummet. Kunne ikke dy mig for at skrive den ned, for syntes bare den siger det hele.. Selvom man er gadebarn og måske ikke selv har valgt at bo på gaden, så er man stadig et væsen som har ret til et liv og beskyttelse.
Børnene er bagud rent fagligt, og her kan CAS træde til, for hvis børnene hjælper sig selv ved at holde sig fra gaden, hjælper CAS dem. Men børnene skal vise interesse i at komme videre med deres liv og være målrettet, selvom der kan komme forhindringer på deres vej. Som gadebarn kan du ikke tænke på fremtiden, men kun på hvordan du kan skaffe den næste omgang mad osv. Man lærer at overleve, og forme sig et liv på gaden. Det handler kort og godt om survival of the fittest.
I klasseværelset på CAS, står der en sætning langs væggen hele vejen rundt i rummet. Kunne ikke dy mig for at skrive den ned, for syntes bare den siger det hele.. Selvom man er gadebarn og måske ikke selv har valgt at bo på gaden, så er man stadig et væsen som har ret til et liv og beskyttelse.
The right to a name, and a
nationality.
The right to protection against childlabour.
The right to free expression.
The right to grow up in a family.
The right to a safe and a healthy life.
The right to protection against violence.
The right to due process when they have broken the law.
The right to protection against childlabour.
The right to free expression.
The right to grow up in a family.
The right to a safe and a healthy life.
The right to protection against violence.
The right to due process when they have broken the law.
Derudover har vi i denne uge bestilt kjoler til det ghanesiske bryllup som vi alle 14 studerende er inviteret til. Bliver interessant at se hvordan det foregår.
Vi er også flyttet ud af vores Guest House til et andet Guest House som ikke ligger så langt fra hinanden, som er laaaaangt billigere. Vi skal dog lige starte ud med at dele halvanden mands seng, men vi alle håber da på at få vores eget værelse på et tidspunkt. Så kryds fingrer tak:)
That´s all folks:)
-Rie
søndag den 12. februar 2012
CAS
Nå så er den første uge på CAS veloverstået. Da vores praktiksted ligger et godt stykke væk fra hvor vi bor i Osu, er vi så heldige at blive transporteret af en taxi hver morgen. Det er lidt en interessant køretur hver morgen, da man tit oplever voldsom kørsel og indbyggere som skælder ud og hopper ud og ind af bilerne for at råbe op om hvem der har forkørselsret. Om eftermiddagen skal vi tage 2 x Tro Tro (bus) som også er noget af en oplevelse, da man virkelig kommer hinanden ved. Det er mig et mysterie hvordan der for det første kan være så mange mennesker i en Tro Tro, og for det andet hvordan de Tro Tro´er i det hele taget kan få lov til at køre, da den nærmeste er ved at bryde sammen i det man træder ind i den
Efter den første dag på praktikstedet går jeg hjem med en blanding af glæde og
frustration indeni. Glæde, fordi man første dag blev mødt af en masse venlige sjæle, som tog imod en uden den mindste skygge af forbehold. Frustration fordi man på ingen måde kan finde den pædagogiske tankegang bag diverse aktiviteter og handlinger, og faktisk bare blev plantet på en stol uden nogen form for information om hvad der skulle ske.
Vi fik af vide at den første måned er vi blevet sat på observation, vi har fik stukket et skema i hånden over de næste 4 uger, som indeholdte en masse kreative og spændende fag. Vi regnede selvfølgelig med at skulle følge det. Men nej, det eneste som ser ud til at fungerer rent fagligt er det som bliver kaldt "Class" (undervisning), som er matematik og engelsk hvilket er obligatorisk for børnene. Vi startede første time med en gang matematik, hvor vi skulle undervise børnene 1-1, hvilket var lidt svært eftersom det gik op for en selv, at det nok var omkring 7 år siden sidst man selv havde haft matematik undervisning. Det var noget af en udfordring.
Vi har ikke fået tildelt en vejleder, men en superviser, som vi kan komme til hvis vi har nogle spørgsmål. Men bortset fra det, så laver vi absolut ingenting.. Vi går frem og tilbage mellem deres forskellige værksteder, for at møde børnene, men problemet er at at der bliver ikke sat nogle aktiviteter i gang, og desuden gider børnene heller ikke ( hvilket var det svar vi fik da vi spurgte ind til problemet).
Det er de samme 20 børn som møder op på CAS hver dag, og fordi der ikke kommer nye børn ind fra gaden på grund af at deres fieldwork ( hvor man tager ud på gaden for at hjælpe og opsøge børnene) er blevet trukket tilbage, er netop fordi man ønsker at regeringen skal mande sig op og overtage den del.
Derudover er der en personalegruppe på 10-12 voksne, som sover midt på dagen og laver ingenting. Den slags mentalitet undrer jeg mig meget over. For den ville jo på ingen måde gå hjemme i Danmark, samme normeringen af voksne, ville da kun være et kæmpe plus.
Derudover ser det ikke ud som om at de ansatte på CAS har nogen uddannelse at drage nytte af, da man betragter uddannelse hernede oftest som det at være selvlært.
Det bliver spændende om vi får muligheden for at få trumfet nogle aktiviteter igennem, da det på nuværende tidspunkt virker som en svær og nærmest mulig opgave, samt det at indførelsen af ny faglig viden ligger ovenud på vores skuldre.
Udover os er der en hollandsk studerende på CAS som har været der i omkring 5 måneder og hun har ikke haft heldet med sig med at få gennemtrumfet hendes planer, og måtte opgive efter tre måneder.
Så vi håber på det bedste.
Lige en lille sjov episode:
Vi havde et lille trafikuheld en eftermiddag på vej hjem fra CAS. Vi skulle have en Tro Tro, og kommer pænt kørende ned af Accras små veje, vi skal så dreje stille og roligt og bagved kommer der kørende en endnu større bus, som skal samme vej rundt og mener han kan dreje udenom Tro Tro´en, men får snittet Tro Tro´en. Så brød himmel og hav løs. Begge chauffører farer ud ud af og begynder at råbe af hinanden, og nærmest begynder at slås. Ikke nok med det begynder folk på gaden at blande sig,, både mænd, børn og kvinder, og pludselig er der en helt folkemængde uden for den lille Tro Tro. Pludselig hopper vores chauffør ind i Tro Tro´en og kører os lidt væk, parkerer og hopper ud igen for at fortsætte skænderiet. Efter at have siddet der i 15 min besluttede vi os for at stige ud og finde en anden vej hjem.
I går Lørdag var vi til forlovelses fest. Det var også en anderledes oplevelse. Vi blev kørt hjem til bruden hus for at hente gaver, for derefter at køre over til brudegommens hus, hvor festen blev holdt i baghaven. Vi skulle pænt afleverer gaverne og sætte os blandt gæsterne. Så blev der ellers holdt taler i to timer på Twi, så vi forstod ikke så meget. Hvorefter brud og gom blev ført ind og ceremoni begyndte. Der var meget musik og nærmest trance-lignende tilstande blandt gæsterne under hele ceremonien. Derefter fik alle gæsterne en gave,som bestod at en tallerken og en kop. Senere skulle vi tilbage til brudens hus til reception.
Men ellers går det godt hernede, og Anthony har lige arrangeret en masse spændende og udfordrende ture for os, som vi ser frem til. De fleste ture er forlængede weekender, men der er også længere ture op nordpå gennem Ghana, hvor vi skal gennem regnskov og savanne og forskellige landsbyer som kommer til at vare en 7 dages tid. Der i blandt er der en tur til Kumasi, som er Ghanas næststørste by.
-Rie
søndag den 29. januar 2012
Den første uge i Accra
Fredag
tog Anthony os alle med ud og se en anden bydel af Accra, som var lidt mere
civiliserede og storby-agtigt i forhold til den del vi bor i. Han viste os de
fattige bydele kontra luksusdele, som kun lå med få meters afstand imellem. Det
var lidt svært at forholde sig til så store kontraster. At nogle mennesker
lever under så fattige vilkår og sover på gaden, og lige ved siden af er der
det største luksushotel som nærmest skriger rigdom.
Jeg vil sige det er ubeskriveligt hårdt at se hvilke svære vilkår mange ghanesere lever under, og straks tænker jeg det er synd for dem, men mange af dem er jo ikke vant til andet. Det er deres liv. Jeg kan godt undre mig lidt over hvordan de fattige kan være så glade hele tiden, da de jo ikke har særlig meget at gøre godt med i det miljø de færdes i. Tænker de må da kunne se forskellen på det at være rig og fattig, og vide at det at have penge mellem fingrene måske aldrig bliver en realitet for dem. Er lidt nået lidt frem til, at så længe man ikke ved hvad man går glip af, så bliver man vel automatisk glad for det man har.
Jeg vil sige det er ubeskriveligt hårdt at se hvilke svære vilkår mange ghanesere lever under, og straks tænker jeg det er synd for dem, men mange af dem er jo ikke vant til andet. Det er deres liv. Jeg kan godt undre mig lidt over hvordan de fattige kan være så glade hele tiden, da de jo ikke har særlig meget at gøre godt med i det miljø de færdes i. Tænker de må da kunne se forskellen på det at være rig og fattig, og vide at det at have penge mellem fingrene måske aldrig bliver en realitet for dem. Er lidt nået lidt frem til, at så længe man ikke ved hvad man går glip af, så bliver man vel automatisk glad for det man har.
Senere
tog han os med på stranden hvilket var helt fantastisk. Man skulle dog igennem
et hotelområde for at nå ned til stranden, hvor man kunne sidde og nyde en kold
cola under en palmeparasol. Der var både hesteridning op og ned af stranden, og
enorme store grise som stod og gravede trynen ned i sandet. Hvis man ikke
ønskede at benytte stranden var der en skøn pool inde på hotelområdet, hvor vi
faktisk mødte et par danskere. Derudover tog Anthony os til et marked hvor de
havde alt mellem himmel og jord.. lige fra smykker og store afrikanske masker
til almindelige provianter. Undervejs hele turen snakkede vi om omkring vores
praktik og Anthony informerede os om hans forventninger til vores arbejde osv.
Lørdag
mødtes vi med Pat, som er Anthonys kone. Hun viste os rundt på forskellige
markeder i Accra, samt de steder som vi dagligt ville komme til at bruge som
posthuse osv. Derudover gik vi til Independence Park Museum, som er et museum
for Ghanas første præsident, som var forkæmper for frihed og uafhængighed af
engelsk kolonistyre, og hans mål var at få Afrika samlet under en nation.
Lørdag aften skulle vi ud og købe lidt mad i det store supermarked, som ligger et pænt stykke vej fra vores Guest House. Da vi er halvvejs ser vi at vejen er spærret af på grund af at der åbenbart bliver holdt African Nation Cup , så der var fyldt med festglade og farverige klædte mennesker over det hele.
Lørdag aften skulle vi ud og købe lidt mad i det store supermarked, som ligger et pænt stykke vej fra vores Guest House. Da vi er halvvejs ser vi at vejen er spærret af på grund af at der åbenbart bliver holdt African Nation Cup , så der var fyldt med festglade og farverige klædte mennesker over det hele.
I
morgen mandag ankommer de andre studerende fra Danmark, og praktikken skal så
småt til at begynde. Hvor der bliver en masse information/orientering omkring vores praktiksteder, og derefter ud på besøg i institutionerne.
Bliver spændende at møde dem, samt høre om vi skal flytte til et hus et andet sted i Accra.
Bliver spændende at møde dem, samt høre om vi skal flytte til et hus et andet sted i Accra.
Det
var vist alt for denne gang J
-Rie
Welcome to Africa!
Så er man landet i Ghana. Og sikke en kontrol vi måtte igennem inden vi fik lov til at komme ud til vores baggage. Vi startede ud med at få udleveret en visum blanket i flyet som vi skulle udfylde inden vi fik ghanesisk jord under fødderne. Derefter igennem paskontrol hvor vi skulle give fingeraftryk og forklare hvofor vi var i Ghana. Så fik vi lov til måske at gå 100 meter, og på de 100 meter skulle vi vise vores pas 5 gange, for til sidst at få tjekket vores baggage ved udgangen. Det var et mærkværdigt system i lufthavnen, som faktisk ikke lignede en lufthavn, men nærmere et stort pakhus.
Da vi kom ud i velkomsthallen blev vi taget imod af Anthony - vores kontaktperson, som pænt sørgede for vores baggage og kørte os hen til vores motel hvor vi skulle overnatte den første uges tid. Undervejs gav han os god information omkring vores ophold i Accra og vores praktiksteder.Under køretutren til motellet fik jeg mit første kulturchok. Deres trafik hernede er helt vild, de dytter hele tiden, hvilket jeg tror er den måde de gør opmærksom på sig selv, eller fortæller at de kører først, for de kører så tæt og folk render rundt ind og ud mellem bilerne med livet som indsats. Mennesker som lå på gaden og sov, og små børn som rendte rundt ude midt om natten.
Dagen efter fik vi lov til at møde Anthonys kone, som også er pædagog. Hun viste os rundt i vores kvarter, samt viste hvor de bedste supermarkeder og restauranter lå. Og gav gode praktiske tips.
Senere på dagen begav vi os ud på egen hånd, for at handle mad og kigge os lidt omkring. Det var en meget interessant tur, langs gaderne er der fyldt med boder hvor man kan købe alle mulige sjove ting og sager. Og kvinder som står og tilbereder fisk og kylling eller står og skærer frisk frugt midt ude på gaden. Man stødte også tit på kvinder som bar deres varer eller frisk frugt på hovedet - hvilket man jo uden tvivl forbinder med Afrika. Accra har nogle super lækre og hyggelige restauranter, vi var på en restaurant som hed Escobar. Kan uden tvivl anbefales hvis man nu en dag skal til Accra.
Ellers bestod de første par dage meget af at sove, det at vænne sig til varmen og bearbejde de utallige indtryk man har fået. Accra summer konstant af musik og dansende livsglade mennesker.
En ting som er vigtig at have in mente er at, at nogle mennesker hernede ikke altid forstår et nej. Derfor er det vigtigt at man er standhaftig og siger nej med det samme hvis de prøver på at sælge en noget. Man skal også lige vænne sig til de mange tilråb man får på gaden. Dette oplever man ikke lige sådan på gaderne i Danmark.
Det var vist alt for nu.
-Rie
Da vi kom ud i velkomsthallen blev vi taget imod af Anthony - vores kontaktperson, som pænt sørgede for vores baggage og kørte os hen til vores motel hvor vi skulle overnatte den første uges tid. Undervejs gav han os god information omkring vores ophold i Accra og vores praktiksteder.Under køretutren til motellet fik jeg mit første kulturchok. Deres trafik hernede er helt vild, de dytter hele tiden, hvilket jeg tror er den måde de gør opmærksom på sig selv, eller fortæller at de kører først, for de kører så tæt og folk render rundt ind og ud mellem bilerne med livet som indsats. Mennesker som lå på gaden og sov, og små børn som rendte rundt ude midt om natten.
Dagen efter fik vi lov til at møde Anthonys kone, som også er pædagog. Hun viste os rundt i vores kvarter, samt viste hvor de bedste supermarkeder og restauranter lå. Og gav gode praktiske tips.
Senere på dagen begav vi os ud på egen hånd, for at handle mad og kigge os lidt omkring. Det var en meget interessant tur, langs gaderne er der fyldt med boder hvor man kan købe alle mulige sjove ting og sager. Og kvinder som står og tilbereder fisk og kylling eller står og skærer frisk frugt midt ude på gaden. Man stødte også tit på kvinder som bar deres varer eller frisk frugt på hovedet - hvilket man jo uden tvivl forbinder med Afrika. Accra har nogle super lækre og hyggelige restauranter, vi var på en restaurant som hed Escobar. Kan uden tvivl anbefales hvis man nu en dag skal til Accra.
Ellers bestod de første par dage meget af at sove, det at vænne sig til varmen og bearbejde de utallige indtryk man har fået. Accra summer konstant af musik og dansende livsglade mennesker.
En ting som er vigtig at have in mente er at, at nogle mennesker hernede ikke altid forstår et nej. Derfor er det vigtigt at man er standhaftig og siger nej med det samme hvis de prøver på at sælge en noget. Man skal også lige vænne sig til de mange tilråb man får på gaden. Dette oplever man ikke lige sådan på gaderne i Danmark.
Det var vist alt for nu.
-Rie
søndag den 15. januar 2012
Velkommen til min blog!
Min navn er Rie og jeg er pædagogstuderende på University College Sjælland i Roskilde. I de næste 6 måneder skal jeg være i praktik på Catholic Action for Street Children (CAS), som ligger i Ghanas hovedstad Accra.
Jeg vil via denne blog holde jer opdateret med personlige og faglige oplevelser, samt tanker omkring det at være studerende i Ghana.
Jeg vil prøve på at gøre bloggen så overskuelig som muligt, så den er nem at følge med i.
Så velkommen til, og skriv endelig til mig hvis der skulle være nogle spørgsmål.
- Rie
Abonner på:
Opslag (Atom)